Zelenskyj er begyndt at bruge et nyt ord om angreb – siger alt om den nye strategi
Ukraine har længe haft en klar strategi mod Rusland. Nu har den fået en nyt navn.

Ukraine har længe haft en klar strategi mod Rusland. Nu har den fået en nyt navn.

»I løbet af natten igangsatte vores soldater langdistancesanktioner mod et russisk olieraffinaderi.«
Sådan lød det søndag i et opslag på sociale medier fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj. Og her skal man lægge mærke til ét særligt ord.
'Sanktioner'.
Det er nemlig den måde, den ukrainske præsident er begyndt at omtale Ukraines angreb på Rusland i løbet af de seneste uger.
Det konkrete angreb, som den ukrainske præsident omtalte i et opslag på sociale medier søndag, var et, der ramte et olieraffinaderi i Saratov, der ligger omtrent 700 kilometer fra Ukraine, som præsidenten skriver.
På den video, Zelenskyj har delt på sociale medier, kan man se en stor røgsky rejse sig mod himlen fra raffinaderiet.
De efterhånden mange ukrainske angreb på kritisk russisk infrastruktur er en del af en klar strategi fra Kyiv.
I flere år er man gået benhårdt efter Ruslands største indtægtskilde i form af landets olie- og gasproduktion med missiler og droner.
Den giver milliarder af rubler i den russiske statskasse, som siden invasionen af Ukraine i 2022 har haft det svært.
Allerede i september sidste år satte militæranalytiker Anders Puck Nielsen ord på den ukrainske strategi over for B.T.
»Det har virkelig en effekt, at Ukraine går efter de russiske olieraffinaderier og infrastruktur,« sagde han og uddybede:
»Hvis Ukraine formår at opretholde angrebene på den russiske olieinfrastruktur, så bliver det et kæmpe problem for Rusland.«
Med angrebet på raffinaderiet i Saratov, som bare er ét af en række alene i sidste uge, er det tydeligt at se, at den ukrainske strategi fortsat er i fuld gang.
Og som Zelenskyj beskriver det, så kan det ses som en sanktion, hvor man ikke bruger økonomiske våben, men i stedet fysiske i form af droner og missiler.

Zelenskyj sætter selv ord på det i opslaget på sociale medier:
»Vores forsvar udfører langdistancemissioner, som er på linje med de vedtagne prioriteter for sanktioner. I denne uge nåede vi mål i regionerne Yaroslavl, Voronech, Volgograd, Rostov, Novgorod, Nizjnij Novgorod og Krasnodar, som ligger mellem 300-1.200 km fra Ukraines grænse,« skriver præsidenten.
Helt konkret går planen ud på at ramme så meget af Ruslands livsnerve i form af olie- og gasindustrien, at Kreml på et tidspunkt ikke har ressourcer til at føre krigen videre mod Ukraine – eller at det som minimum gør rigtig ondt på den russiske økonomi.
Meget tyder på, at den ukrainske strategi har den ønskede effekt.

20. maj kunne Reuters udgive en yderst opsigtsvækkende nyhed.
Her kunne man læse, at så godt som alle olieraffinaderier i det centrale Rusland enten har lukket helt ned for deres produktion eller har nedskaleret den drastisk.
De ukrainske angreb har allerede ramt så stor en del af den russiske olie- og gas, at der blev indført et eksportforbud gældende fra april til minimum slutningen af juli.
Der er ganske enkelt ikke et overskud at sælge af, når de russiske tropper på fronten i Ukraine samt den russiske befolkning også skal have deres andel.
Ukraine har dermed taget den største og mest betydningsfulde russiske indtægtskilde ud i en længere periode.
Det er da også en ganske tilfreds præsident Zelenskyj, som i slutningen af sit opslag takker for indsatsen til de ukrainske tropper.
»Ukraines væbnede styrker, vores sikkerhedstjeneste, vores efterretningstjenester – tak!«