Lyt til artiklen

I nogle dele af verden – herunder Danmark – er søndag historisk en hviledag.

Men midt i en invasionskrig af et naboland er der ikke tid til sådan noget.

I hvert fald ikke, hvis man skal tro Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

De russiske styrker gennemførte således næsten 400 især artilleriangreb i det østlige Ukraine i går, fortalte den ukrainske præsident søndag aften.

Det er her, i Donetsk-regionen, at de hårdeste kampe fortsat finder sted. Det er her, der har været kampe siden omkring Krim-annekteringen i 2014.

»Og selvom der er færre angreb for tiden på grund af vejret, så er antallet af artilleriangreb stadig – desværre – ekstremt højt,« sagde Volodymyr Zelenskyj.

I Luhansk er det ikke meget bedre. Det er her, de 400 stammer fra.

»I Luhansk-regionen – skridt for skridt bevæger vi os fremad gennem kamp. Som det er lige nu, så har der været næsten 400 granatnedslag i østen i dag,« sagde han.

Det skriver The Guardian.

Rusland har flyttet styrker til Donetsk og Luhansk efter tilbagetrækningen fra Kherson, der er tilbage på ukrainske hænder. De rørende billeder af lokalbefolkningen, der med tårer i øjnene bød vestlige journalister og ukrainske soldater velkommen, gik verden rundt for lidt over en uge siden.

Samtidig er op mod ti millioner mennesker rundt om i Ukraine uden strøm for tiden, efter at Rusland med målrettede missilangreb har ødelagt store dele af infrastrukturen.

Og ud over at presse lokalbefolkningen handler de angreb – ifølge kilder i det amerikanske forsvarsministerium – om at opbruge Ukraines luftforsvarressourcer.