248.964 soldater fra den russiske hær har ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, mistet livet eller er blevet alvorligt såret på slagmarken i Ukraine mellem januar og august i år.

Ordene fra den ukrainske præsident kommer på talerstolen ved FN's Generalforsamling i New York.

- Vi har videobekræftelse på hver eneste af disse tab, siger Zelenskyj.

Rusland offentliggør ikke sine tabstal for krigen, der blev indledt i februar 2022.

Fra talerstolen beskylder Zelenskyj også Ruslands præsident, Vladimir Putin, for at bruge soldater fra tredjelande i krigen.

- Putin leder altid efter nogen, der kan hjælpe ham med at dræbe flere. Dræbe flere mennesker for hver en kilometer af land, indtage mere territorium og indtage et andet land i stedet for bare at stoppe op og styre sit eget land.

- Vi ved, at Rusland bruger borgere fra 47 lande i den her krig, siger han ifølge AFP og peger på, at borgere fra Ghana, Nepal og Indien er blevet en del af konflikten.

Zelenskyj advarer fra talerstolen om, at Ukraine denne vinter vil forsøge at ramme russiske varme- og energifaciliteter for at bruge regionens hårde vinter mod Rusland.

Rusland har siden krigens begyndelse angrebet Ukraines civile varme- og brændstofinfrastruktur.

- Ukrainere ved, at denne vinter kan blive meget hård for os, men som modsvar har vi intet andet valg end også at gøre det smertefuldt for Rusland, siger han.

RITZAU