En flygtet zebra har skabt ravage på en tysk motorvej, hvor den var skyld i et færdselsuheld, inden den til sidst blev skudt af en politimand.

Zebraen flygtede sammen med en anden zebra fra et cirkus i den nordtyske delstat Mecklenburg-Forpommeren tirsdag aften.

Det lykkedes relativt hurtigt at fange den ene zebra, men den anden var i første omgang forsvunden. Det skriver Sky News.

Tidligt onsdag blev den imidlertid fundet – løbende på motorvejen A20.

Zebraen ved en politibil på motorvejen A20 nær landsbyen Tessin.
Zebraen ved en politibil på motorvejen A20 nær landsbyen Tessin. TILO WALLRODT

Den smadrede ind i flere biler og forårsagede sågar et færdselsuheld ifølge politiet. Motorvejen måtte spærres af for en kort periode.

»Dyret løb i den forkerte retning på motorvejen fra Tessin til Rostock,« forklarede en politimand til radiostationen Deutsche Welle.

To biler blev involveret i en ulykke, men alle involverede personer slap uden skader, da de to biler stødte sammen, fordi den ene bil bremsede for at undgå at ramme zebraen.

Zebraen ramte flere biler, inden den løb bort fra motorvejen, før dem blev set på en mark mellem Kowalz og Thelkow onsdag morgen.

Zebraen står på en mark nær Thelkow, mens en person med et bedøvelsesgevær venter på chancen.
Zebraen står på en mark nær Thelkow, mens en person med et bedøvelsesgevær venter på chancen. BERND WUSTNECK

»Cirkusmanden, der var ansvarlig for zebraerne, forsøgte også forgæves at få dyret under kontrol,« siger en talsmand for politiet. Det skriver BBC.

Også redningsfolk fra det lokale brandvæsen deltog i jagten på zebraen.

Men det var alt sammen forgæves. En betjent skød zebraen i landsbyen Thelkow.

Politiets talsmand siger, at de præcise omstændigheder omkring zebraflugten stadig bliver undersøgt.

Sådan endte flugten. Zebraen ligger død, skudt ned af en betjent.
Sådan endte flugten. Zebraen ligger død, skudt ned af en betjent. BERND WUSTNECK