Når to kendte youtubere pludselig står på gaden i Nuuk og smider om sig med 100-dollarsedler til tilfældige forbipasserende, så er det morsomt.

Men vi er også nødt til at tage det dybt alvorligt. Det mener B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær.

Han reagerer på, at den canadisk-amerikanske Youtube-duo Nelk Boys tirsdag vakte opsigt på gaden i Nuuk i Grønland, da de pludselig delte amerikanske pengesedler ud.

Duoen er kendt for at lave sjov content og pranks, og de har flere end otte millioner følgere alene på YouTube. Deres kanal henvender sig primært til unge i Nordamerika.

Se hele optrinet her:

»De har selvfølgelig set en god idé og en mulighed for at få noget omtale på et emne, som er brandvarmt,« siger Jeppe Elkjær om Nelk Boys' stunt. Han konstaterer, at Nelk Boys åbent støtter Donald Trump.

»Deres stunt i Nuuk får nok ikke samme positive modtagelse hos grønlænderne, men det er de formentlig ligeglade med,« siger Jeppe Elkjær.

»Hvis de fanger millioner af unge og får bredt Donald Trumps politiske budskaber ud til dem, så er det guddommeligt PR-arbejde for den kommende præsident.«

»Humor kan være et kraftfuldt virkemiddel, og derfor er vi også bare nødt til at tage det seriøst, selvom videoerne jo i sig selv givetvis kommer til at være morsomme,« forklarer han.

Kan der være tale om, at Donald Trump ligefrem har betalt for at få lavet videoer i Nuuk?

»Det er et godt spørgsmål, men jeg forestiller mig altså ikke, at de har brug for penge fra Donald Trump til at lave sådan noget her,« siger Jeppe Elkjær.

»Når du har otte millioner følgere, så kan du tjene penge på mange forskellige ting, og de to er formentlig millionærer, som ikke behøver Donald Trumps penge for at kaste med lidt kontanter i Grønland,« siger han.

Har Donald Trump behov for at få folk med ombord på ideen om, at USA bør overtage Grønland?

»MAGA-bevægelsen bakker selvfølgelig op om alt, hvad Donald Trump gør og siger. Hans ord er lov, og han er en gud,« siger Jeppe Elkjær.

»Men håbet må også være at få folk, som ikke naturligt er MAGA eller fan af Donald Trump, til at opdage det her emne og dermed muligvis flytte på deres holdning,« understreger han.