Med 102 millioner følgere har PewDiePie en af de største YouTube-kanaler. Næste år vil han trække stikket.

YouTube-stjernen PewDiePie, med det borgerlige navn Felix Kjellberg, vil holde en pause fra platformen i 2020.

Det fortæller den svenske youtuber på sin kanal, der med 102 millioner følgere har den største følgeskare af individuelle youtubere.

Den 30-årige Felix Kjellberg begrunder pausen med, at han 'føler sig træt'.

»Jeg tager en pause fra YouTube næste år. Jeg har besluttet mig for at sige det på forhånd, fordi jeg føler mig træt. Jeg føler mig meget træt. Jeg ved ikke, om I kan se det,« siger PewDiePie i videoen og griner.

Hans mange videoer på YouTube, hvor han oftest spiller computerspil, er afspillet et rekordstort antal gange.

Det amerikanske erhvervsmagasin Forbes anslår, at Felix Kjellberg sidste år tjente 80.000.000 kroner på at filme sig selv, mens han spiller computerspil.

Størstedelen af indtægterne kommer fra reklamer, som vises, inden videoen afspilles.

Men flere gange undervejs i hans karriere er han kommet galt af sted.

Felix Kjellberg har tidligere arbejdet sammen med Disney, men i 2017 skrottede mediekoncernen youtuberen efter at vise indhold af nazistisk og antisemitisk karakter.

Selv sagde den svenske multimillionær, at budskaberne var ment som vittigheder – selv om de blev opfattet som krænkende.

Senere samme år undskyldte han for at bruge N-ordet under en direkte sending.

Sidste år undskyldte han igen for at lave et såkaldt meme – et humoristisk billede på internettet – som hånede den amerikanske sangerinde Demi Lovatos hospitalsbehandling for en mistænkt overdosering af narkotika.

/ritzau/