Yemens Iran-støttede houthibevægelse har tirsdag angrebet et fragtskib i Bab al-Mandeb-strædet, og fire personer meldes dræbt.

Det siger Yemens transportministerium ifølge Reuters.

Der har ikke umiddelbart været en udtalelse fra houthibevægelsen, der ligeledes ikke har taget ansvar for angrebet.

Hvis angrebet bliver bekræftet, vil der være tale om de første dødsfald som følge af et houthiangreb på et skib siden den seneste opblusning i konflikten i Mellemøsten som følge af USA's og Israels angreb på Iran i slutningen af februar.

Reuters skriver, at det angrebne skib hedder "Tihamah" og er egyptiskejet. Tre pakistanske statsborgere og én indonesisk skulle være blandt de dræbte, der alle var besætningsmedlemmer på skibet.

Samtidig med meldingerne om houthiangrebet beskriver unavngivne maritime kilder til Reuters, at et containerskib, som sejlede under panamansk flag, skulle være blevet ramt af et missil ud for Pakistans kyst.

Ifølge det amerikanske medie The Wall Street Journal skulle det være USA, som stod bag angrebet.

Det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, har ikke umiddelbart kommenteret meldingen.

Bab al-Mandeb-strædet forbinder Det Røde Hav med Adénbugten og Det Indiske Ocean.

Strædet har stor betydning som global handelsrute for skibe.

Mens en stor del af verdens opmærksomhed har rettet sig mod Hormuzstrædet under krigen mellem USA og Iran, har angreb i Bab al-Mandeb-strædet også skabt usikkerhed.

Houthierne er støttet af styret i Iran. Bevægelsen har kontrolleret store dele af Yemen i omkring et årti. Den har blandt andet kontrol over Yemens hovedstad, Sanaa.

På det seneste er kampene mellem yemenitiske styrker fra regeringen og houthierne taget til.

Bevægelsen har tidligere angrebet skibe i Det Røde Hav som reaktion på regionale konflikter, og den erklærede sidste måned, at den gennemfører en flådeblokade mod Saudi-Arabien i Det Røde Hav.

Det skete som modsvar på, hvad houthierne kalder en saudiarabisk belejring i Yemen, hvilket regeringen i Saudi-Arabien dog afviser.

RITZAU/Reuters