Yemens præsident har tirsdag erklæret undtagelsestilstand og lukket landets grænser, efter at en konflikt med separatister i den sydlige del af landet er blusset op.

Undtagelsestilstanden skal vare i 90 dage, og i 72 timer lukkes der for adgangen til landet, lyder det i en meddelelse fra præsident Rashad al-Alimi.

Han har desuden ophævet en sikkerhedspagt med De Forenede Arabiske Emirater, som støtter separatisterne.

De har i den seneste måned indtaget størstedelen af provinsen Hadramawt og dele af naboprovinsen al-Mahra.

De områder skal de overgive til de saudisk støttede styrker, siger Alimi. Han er selv støttet af Saudi-Arabien.

Ifølge ham er separatisternes handlinger et uacceptabelt oprør.

Han siger videre, at De Forenede Arabiske Emirater skal trække sine styrker ud af landet og stoppe støtten til separatisterne.

Yemen har i en årrække været præget af konflikt mellem flere parter, der får støtte fra magtfulde lande i Mellemøsten.

I dag regeres landet af et præsidentielt råd med Rashad al-Alimi i spidsen. Rådet tæller både politikere med støtte fra Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

Der er dog også en stor del af landet, der kontrolleres af houthierne med støtte fra Iran.

Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater samarbejder blandt andet om at mindske Irans indflydelse i Yemen, men den nyligt opblussede konflikt med separatisterne truer med at ødelægge regeringssamarbejdet.

Separatisternes fremrykning har tirsdag fået Saudi-Arabien til at sætte ind med luftangreb mod dem.

Samtidig har det saudiarabiske udenrigsministerium udsendt en pressemeddelelse, hvor der står, at De Forenede Arabiske Emiraters handlinger i Yemen udgør en trussel mod den nationale sikkerhed i Saudi-Arabien.

Kongedømmet opfordrer ligesom Rashad al-Alimi til, at De Forenede Arabiske Emiraters trækker sine soldater ud af Yemen.

Det skal ske inden for 24 timer, lyder det.

De Forenede Arabiske Emirater har ikke kommenteret udmeldingerne.

/ritzau/AFP