På rekordtid er det for mange ukendte amerikanske medie Newsmax eksploderet i antallet af seere.

Det samme er andre mindre medier – både på tv og online. Alle sammen på den yderste amerikanske højrefløj.

Foruden Newsmax kan nævnes medier som Gateway Pundit og One America News Network (OANN), der alle har set en voldsom vækst.

Ifølge CNN har Newsmax på kort tid hævet deres antal af seere fra 100.000 på en god dag til mere end en million på deres primetime-show med værten Greg Kelly.

Mere end en tidobling.

Også Newsmax' hjemmeside har oplevet en voldsom stigning i antallet af besøg, så den i disse dage har overhalet Breitbart som den mest besøgte højrekonservative nyhedsside i USA.

Det kommer naturligvis ikke ud af det blå.

En af de væsentligste årsager til den enorme stigning skal findes i Det Hvide Hus.

Donald Trump har gentagne opfordret sine mere end 89 millioner følgere på Twitter til at søge deres nyheder hos eksempelvis Newsmax og OANN.

På samme tid har Trump været meget direkte, når det angår præsidentens gamle favorit Fox News.

Dem er han stærkt utilfreds med.

Blandt andet mener han, at Fox News er begyndt at bruge for mange demokrater.

Donald Trump opfordrer sine mange følgere til at se Newsmax og OANN i stedet for Fox News.
Donald Trump opfordrer sine mange følgere til at se Newsmax og OANN i stedet for Fox News. MANDEL NGAN

Men hovedsageligt er han og Trump-kampagnen rasende over, at Fox News – sammen med andre store amerikanske medier som AP – valgte tidligt i dagene efter valget at udråbe Joe Biden som vinder i Arizona. En potentielt meget afgørende delstat i kampen om at genvinde præsidentembeddet.

'Det her er grunden til, at Fox News i dagstimerne og dagstimerne i weekenden har tabt seere,' skrev Trump søndag med slet skjult henvisning til, at han fortsat ynder at se Fox News' meget Trump-venlige værter i primetime som Sean Hannity, Tucker Carlson og Laura Ingraham.

Så nævnte præsidenten, at Fox News har for mange demokrater på sendefladen i forhold til republikanere. Og så skrev han:

'Der er mange fantastiske alternativer, der er ved at udforme sig og allerede findes. Prøv OANN og Newsmax blandt andre.'

I forbindelse med valget har Fox News som stort set alle andre store amerikanske medier oplevet en stigning i seere.

Men utilfredsheden med mediet blandt hardcore Trump-støtter er markant, som B.T. også har kunnet beskrive.

Og samtidig har medier som Newsmax set en mulig åbning for for alvor at komme ind på højrefløjens mediemarked i USA. Det fortalte Newsmax' grundlægger, Chris Ruddy, til Axios i forrige uge.

»Det føltes som et jordskælv på valgnatten. Væggene er revet ned,« sagde han med reference til den enorme mængde nye seere, følgere og læsere, som mediet oplevede.

Newsmax Medias direktør og stifter Christopher Ruddy til middag med præsident Donald Trump i 2018.
Newsmax Medias direktør og stifter Christopher Ruddy til middag med præsident Donald Trump i 2018. Brendan SMIALOWSKI

Donald Trump er så træt af Fox News, at selvsamme Axios har kunnet berette, at præsidenten helt alvorligt overvejer at starte sit eget medie. Alternativt overvejer han at opkøbe eller samarbejde med eksempelvis Newsmax, hvor Chris Ruddy er en gammel ven med medlemskab af Trumps golfklub Mar-a-Lago i Florida.

Hos Fox News ryster man ikke umiddelbart på hånden, selv om USA's præsident er på krigsstien.

»Vi elsker konkurrence. Vi har altid haft det godt med konkurrence,« sagde Fox' direktør, Lachlan Murdoch, søn af stifteren Rupert Murdoch, på et telefonmøde med investorer tidligere på måneden.