To skibe er blevet ramt af droner ud for Bulgariens kyst ved Sortehavet.

Det oplyser landets premierminister Rumen Radev tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge premierministeren sank det ene af skibene efter hændelsen.

Meldingen kommer efter en lignende hændelse i sidste uge. Her blev to skibe ligeledes ramt, og et af dem sank.

Det er stadig uvist, hvem der var ansvarlig for angrebene i sidste uge.

Bulgarien bad mandag både EU og Nato om teknisk assistance i efterforskningen af sagen.

Der blev ikke fundet nogen overlevende fra det skib, der tirsdag sank.

Eftersøgningen blev indstillet i sidste uge, og der var ingen spor efter besætningen, sagde lederen af den bulgarske redningsoperation, Rumen Nikolov.

- Det, der blev fundet fra det sunkne skib, var én kæntret båd, tre redningsflåder og vragdele fra skibets udstyr, som flød på havoverfladen, sagde han ifølge AFP.

Det andet skib, som blev ramt i sidste uge, brød i brand, men ifølge AFP lykkedes det at redde 18 tyrkiske og indiske besætningsmedlemmer.

Den bulgarske premierminister, Rumen Radev, har tidligere beskrevet tirsdagens hændelse som et droneangreb og kaldt det ”fuldstændig uacceptabelt”.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har også fordømt hændelsen, skriver AFP.

Siden krigen mellem Rusland og Ukraine begyndte for over fire år siden, har der været flere hændelser med russiske droner, som er fløjet ind i europæisk luftrum.

Der har også været miner, som flød i Sortehavet på vigtige handelsruter, samt ukrainske droner på afveje.

RITZAU