Piloter hos det tyske luftfartsselskab Lufthansa strejker i begyndelsen af ugen, og derefter venter også en strejke for selskabets kabinepersonale.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og dpa.
Strejken kommer til at gælde onsdag og torsdag, lyder det.
Dermed afløser den ene strejke den anden i det tyske luftfartsselskab i disse dage.
Mandag og tirsdag strejker flere af Lufthansas piloter.
Det har medført aflysninger på flere af selskabets afgange til og fra danske lufthavne. Mandag er otte afgange aflyst fra Københavns Lufthavn, ligesom der også er fire aflysninger fra Billund Lufthavn.
Tirsdag er der også aflyst syv afgange fra Københavns Lufthavn. Der er også aflyst to afgange fra Billund.
Det er endnu uvist, om kabinepersonalets strejke kommer til at ramme afgange omkring danske lufthavne onsdag og torsdag.
Ifølge luftfartsmediet Check-In er det ansatte hos Lufthansa, Lufthansa Cargo, Lufthansa CityLine og Eurowings, som har valgt at strejke.
De kabineansattes fagforening har varslet strejken i et forsøg på at bryde fastlåste lønforhandlinger med Lufthansas hovedselskab og dets regionale datterselskab Lufthansa CityLine, som også er ramt af strejken.
I sidste uge nedlagde kabinepersonalet ligeledes arbejdet, hvilket resulterede i en række aflyste afgange hos det tyske flyselskab.
Fredag strejkede omkring 20.000 af Lufthansas kabineansatte. Det ramte over halvdelen af afgangene fra Københavns Lufthavn og Billund Lufthavn.
Lufthansa opfordrer ifølge dpa passagerer til at tjekke deres flystatus før afrejse og oplyser, at billetter kan ombookes eller refunderes.
Ved forsinkelser på mere end tre timer har passagerer ret til kompensation.
/ritzau/
