WHO: Ebolaudbrud i DR Congo er reelt dobbelt så stort
Der er bekræftet knap 2000 tilfælde af ebola i DR Congo, men WHO mener, at spredningen er flere gange større.

Der er bekræftet knap 2000 tilfælde af ebola i DR Congo, men WHO mener, at spredningen er flere gange større.

Antallet af bekræftede tilfælde af ebola i DR Congo er tirsdag steget til 1963, men det reelle antal er "mindst dobbelt så mange".
Det vurderer Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i en pressebriefing i schweiziske Genève.
- Vi mener, ud fra vores støtte og modeller, at omfanget af udbruddet er mindst to til fire gange antallet af de tilfælde, vi finder, siger Chikwe Ihekweazu, WHO's krisechef.
Pressebriefingen finder sted kort efter, at WHO har besøgt den østlige del af DR Congo, hvor ebolaudbruddet breder sig.
Af de mere end 1900 bekræftede smittetilfælde, er der konstateret 719 dødsfald som følge af udbruddet.
Den Afrikanske Unions myndighed for folkesundhed, Africa CDC, berettede 9. juli, at det nuværende ebolaudbrud er det "hurtigst voksende" nogensinde.
- Dette er det hurtigst voksende ebolaudbrud nogensinde. Ikke kun blandt de tidligere Bundibugyo-udbrud, men blandt alle de forskellige virusser, der forårsager ebola, sagde Wessam Mankoula, chef for beredskab og indsats, ifølge AFP.
Det er den sjældne ebolavariant med navnet Bundibugyo, der spreder sig.
Der er ingen godkendt behandling eller vaccine mod sygdommen.
DR Congo har flere gange oplevet udbrud af ebola. Det nuværende er det 17. udbrud i landet siden 1976, da sygdommen første gang blev opdaget. Det menes, at den kommer fra flagermus.
Det værste udbrud fandt sted mellem august 2018 og juni 2020. I den periode blev 3470 smittet med virusset. 2287 personer mistede livet.
Ebola forårsager typisk alvorlig feber og kan i værste fald føre til blødninger, der ikke kan stoppes, hvilket ofte har dødelig udgang.
Virusset smitter ved tæt kontakt med syge menneskers kropsvæsker.
RITZAU/Reuters