Ebolaudbruddet i Den Demokratiske Republik Congo, der indtil videre formodes at have kostet over 200 mennesker livet, kan stoppes.

Det siger lederen af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Tedros Adhanom Ghebreyesus, torsdag aften under et besøg i landets hovedstad, Kinshasa.

- Den her ting kan stoppes, siger han og tilføjer, at WHO ikke støtter rejseforbud som et middel mod udbrud, da det ifølge ham "ikke hjælper særlig meget".

- Sammen vil vi overvinde det her udbrud, siger han og lover at gøre "alt, hvad der står i min magt, for at hjælpe jer".

WHO har frem til 24. maj registreret 10 bekræftede og 223 formodede dødsfald som følge af ebola i DR Congo, siden udbruddet blev erklæret den 15. maj.

Organisationen har dog advaret om, at udbruddets reelle omfang sandsynligvis er meget større. Virussen menes nemlig at have floreret uopdaget i et stykke tid.

Dette er det 17. registrerede ebolaudbrud i det enorme centralafrikanske land, som huser mere end 100 millioner mennesker.

Indsatsen mod sygdommen kompliceres af, at epicentret ligger i den østlige del af landet - en mineralrig region, der i mere end tre årtier har været præget af vold fra forskellige væbnede grupper.

Den Rwanda-støttede M23-milits har siden 2021 indtaget store landområder, og kampene er intensiveret over det seneste halvandet år.

Tedros Adhanom Ghebreyesus opfordrer igen indtrængende de stridende parter til at indstille kampene.

- Konflikt og fordrivelse gør alt sværere, siger han torsdag aften.

- Jeg retter en direkte appel til alle stridende parter i denne region: Erklær våbenhvile. Ingen sag, ingen konflikt og intet ubehag er værd at dømme uskyldige mennesker til døden for på grund af en sygdom, der kan forebygges.

/ritzau/AFP