Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har bedt de russiske myndigheder om oplysninger vedrørende meldinger om endnu en laboratoriemedarbejder med lungebetændelse af ukendt årsag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter at en 28-årig kvindelig laboratorietekniker i Sibirien angiveligt døde efter at være blevet smittet med pest.

De russiske myndigheder har tidligere afvist, at kvinden døde af pest. I stedet har man fra russisk side fastslået dødsårsagen til lungebetændelse af ukendt årsag.

WHO har onsdag anmodet de russiske myndigheder om flere oplysninger vedrørende de to laboratoriemedarbejdere.

- WHO har anmodet om yderligere oplysninger for at få afklaret årsagen til den alvorlige lungebetændelse, skriver Tedros Adhanom Ghebreyesus, generalsekretær i WHO, onsdag i et opslag på det sociale medie X.

Den afdøde laboratorietekniker arbejdede på et antipestlaboratorium i Irkutsk-regionen i Sibirien.

Unavngivne kilder har oplyst til et lokalt medie, at hun muligvis var blevet smittet med lungepest fra et ødelagt reagensglas.

Andre russiske medier beskriver en mulig forbindelse mellem hendes død og en ulykke på laboratoriet.

RITZAU