Det amerikanske par Valerie og Ryan Watson har netop tilbragt en weekend på Turks- og Caicosøerne i Atlanterhavet.
Men da parret skulle retur til USA, fik ferien en brat afslutning.
Parret blev taget i lufthavnen med ammunition i håndbagagen. Et klart brud på våbenloven på Turks- og Caicosøerne, skriver flere amerikanske medier, herunder CBS News.
Og nu risikerer Ryan Watson 12 års fængsel. Valerie Watson er løsladt, slipper for straf og landede tirsdag hjemme i Oklahoma.
Årsagen til hele sagen er, at lufthavnspersonalet på Turks- og Caicosøerne opdagede fire patroner i Ryan Watsons håndbagage, da de skulle hjem.
Men ifølge Valerie Watson var der tale om en fejl.
Patronerne stammede fra en jagt hjemme i USA og var ved en fejl ikke blevet opdaget. Lufthavnspersonalet i USA havde heller ikke opdaget det.
»Vi har pakket shorts og klipklapper. Det var ikke vores hensigt at pakke ammunition. Men rejsen gik fra at være en drømmerejse til et mareridt,« sagde Valerie Watson til CBS News.
Våbenloven er meget klar på Turks- og Caicosøerne:
Det er forbudt at besidde våben eller ammunition. Tidligere har turister sluppet med en bøde, såfremt de havde brudt loven.
Men ifølge CBS News blev loven ændret i februar, hvilket betyder, at alle – inklusive turister – risikerer fængsel.
Siden november 2022 har der været otte sager, som alle omhandler turister fra USA.
Den amerikanske ambassade har på baggrund af loven advaret sine turister og opfordret dem til at tjekke deres bagage, fordi ambassaden »ikke er i stand til at sikre løsladelse fra fængsel«.
Turks- og Caicosøernes regering har flere gange sagt, at selvom der kan findes formildende omstændigheder, er dommeren forpligtet til at idømme fængselsstraf.
Siden sagen mod Valerie og Ryan Watson blev offentlig kendt, er der oprettet en indsamling.
Den skal hjælpe familien, som også tæller parrets to børn med, med advokatudgifter og leveomkostninger, står det skrevet.
