Den indonesiske vulkan Lewotovi Laki-laki er gået i udbrud.
Udbruddet er så voldsomt, at der er blevet skudt vulkansk aske ti kilometer op i luften.
Det oplyser landets vulkanske agentur ifølge Reuters.
Grundet den stigende aktivitet, har udbruddet fået myndighederne i landet til at hæve sit varslingsniveau til det højeste niveau.
Vulkanen ligger i Øst Nusa Tenggara-provinen i den østlige del af landet, og er et yndet rejsemål for rygsækrejsende.
Det første udbrud begyndte klokken halv to tirsdag eftermiddag lokal tid og varede omkring ni minutter, lyder det fra landets geologiske institut.
Men vulkanen var ikke færdig. Onsdag morgen begyndte den igen at spy aske og støv højt op i luften, i et udbrud der varede tre minutter.
»Folk, der bor i nærheden af vulkanen, bør være opmærksomme på den potentielle vulkanske mudderstrøm, hvis der kommer kraftig regn,« lyder det fra Muhammad Wafid, der er chef for det geologiske institut.
Han tilføjer, at folk bør flytte sig, så man er minimum seks til syv kilometer fra vulkanen.
Efter udbruddet er mange mennesker i landsbyer nær vulkanen, blevet evakueret.
Vulkanen var sidst i udbrud i august. Det var den også i juli, hvilket forårsagede forstyrrelser i flytrafikken til og fra den nærliggende ferieø Bali.