EU-landenes stats- og regeringschefer skal på denne uges EU-topmøde finde en løsning, så Ukraine får penge i 2026 og 2027.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på vej ind til topmødet i Bruxelles.

- Jeg er enig med EU's præsident: Vi vil ikke forlade EU-topmødet uden en løsning på finansieringen af Ukraine i de næste to år, siger Ursula von der Leyen.

EU-Kommissionen har fremlagt to forslag til en løsning.

Det ene er et fælles lån med afsæt i EU-budgettet. Det vil dog kræve enstemmighed, og her blokerer Ungarn.

Derfor presser et flertal af EU-landene på for den anden løsning, som er et erstatningslån til Ukraine fra de indefrosne russiske midler.

Hovedparten af midlerne er indefrosset i det belgiske værdipapirdepot Euroclear. Derfor har Belgien krævet omfattende garantier fra de øvrige EU-lande for at sige ja til lånet.

- Jeg støtter fuldt ud Belgiens krav om, at risici ved erstatningslånet skal deles af os alle.

- Det er princippet om solidaritet, som er et kerneprincip for EU, siger von der Leyen.

Op til topmødet har EU-landenes diplomater arbejdet på højtryk for at finde løsninger, der kan imødegå Belgiens bekymringer.

Men det er ikke lykkedes at komme helt i mål. Derfor ventes beslutningen at skulle tages på selve topmødet.

- Jeg vil gerne takke den belgiske premierminister for det intensive arbejde, vi har gjort sammen i de seneste uger, om at identificere risici og imødegå dem, siger von der Leyen.

Hun fastslår, at arbejdet fortsætter:

- Der er fuld støtte til vores belgiske venner, siger von der Leyen.

/ritzau/