EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, skal lørdag deltage i et telefonopkald med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og USA's præsident, Donald Trump.
Det siger en talsperson for von der Leyen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Andre EU-ledere deltager også i opkaldet, lyder det.
Trump og Zelenskyj skal efter planen mødes i Florida søndag aften dansk tid.
I en plan over weekendens mødeaktiviteter skriver Det Hvide Hus, at der vil blive afholdt et møde i Palm Beach i Florida klokken 15.00 lokal tid. Det svarer til 21.00 dansk tid.
Mediet The New York Times har også fået tilsendt planen over mødeaktiviteter, hvor mødet mellem de to præsidenter fremgår.
Fredag annoncerede Zelenskyj, at han havde et møde med Trump, men det blev ikke umiddelbart bekræftet af Det Hvide Hus.
- I weekenden, jeg tror på søndag i Florida, har vi et møde med præsident Trump, sagde Zelenskyj ifølge nyhedsbureauet AFP.
Mødet mellem Zelenskyj og Trump vil foregå, mens USA fortsat taler med både Ukraine og Rusland om en mulig plan for, hvordan den snart fire år lange krig kan stoppes.
/ritzau/
