Von der Leyen insisterer: EU skal selv kunne opkræve flere afgifter
EU's næste langtidsbudget kommer ikke til at hænge sammen, medmindre EU får lov til at opkræve flere afgifter.
EU's næste langtidsbudget kommer ikke til at hænge sammen, medmindre EU får lov til at opkræve flere afgifter.
EU skal have adgang til at opkræve flere afgifter selv. Ellers kan EU's næste langtidsbudget ikke hænge sammen.
Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i EU-Parlamentet i Strasbourg.
Dermed går hun et skridt længere ind i den tiltagende debat om EU's næste langtidsbudget, der skal gælde fra 2028 til 2034.
- Nye egne indtægter er uundværlige. Uden dem er valget enten at hæve de nationale bidrag eller at skære ned på udgifterne. Med andre ord: Mindre Europa netop nu, hvor der er brug for mere Europa, siger von der Leyen.
Udmeldingen kommer, efter at EU-Parlamentet tirsdag stemte for, at EU-Kommissionens i forvejen historisk høje udspil til nyt EU-budget skal øges med omkring ti procent.
Udspillet blev præsenteret i juli sidste år, men har siden stået i skyggen af krigen i Ukraine og senest USA's krig i Iran, der har fået energipriserne til at skyde i vejret.
Men nu begynder budgetdiskussionerne at tage fart.
Det cypriotiske EU-formandskab ventes til juni at fremsætte en ny forhandlingsramme med konkrete tal. Derefter er målet, at EU-landene på topmødet i december skal blive internt enige, inden forhandlingerne med parlamentet ventes at gå i gang næste år.
Alt tyder på, at det vil ende med det største EU-budget nogensinde. Men en række lande anført af Tyskland siger blankt nej til at øge deres bidrag til budgettet.
Derfor skal EU have mulighed for at udskrive flere afgifter selv, siger von der Leyen.
Hun afviser onsdag, at der kan skæres i landbrugsstøtten eller den regionale støtte, der udgør mere end halvdelen af EU's budget.
Det er medvirkende til, at EU-Kommissionens udspil samlet er på 2000 milliarder euro for perioden 2028 til 2034.
Beløbet svarer til næsten 15.000 milliarder kroner.
Det er det største budget, EU-Kommissionen nogensinde har bedt om. Men det skyldes de mange udfordringer og trusler, som omgiver Europa, siger von der Leyen.
Ud over behovet for oprustning er der også et bredt ønske i Europa om at styrke konkurrenceevnen for Europas virksomheder.
Derudover slår milliardregningen for at hjælpe primært sydeuropæiske lande igennem coronaepidemien nu for alvor igennem.
- Vi skal være gennemsigtige omkring budgetligningen. Fra 2028 skal vi tilbagebetale NextGenerationEU (EU's coronastøtte).
- Vi skal investere mere i nye prioriteter som forskning og udvikling, konkurrenceevne, forsvar og sikkerhed og meget andet, siger von der Leyen.
Coronastøtten til EU-landene betyder, at det nye budget er født med en gæld på omkring 25 milliarder euro årligt. Den vil EU-Kommissionen betale tilbage med nye egne midler.
For der er ikke udsigt til, at EU-landene med Tyskland i spidsen vil sende flere af deres skatteborgeres penge til Bruxelles, erkender von der Leyen.
- Vi ønsker at holde de nationale bidrag i ro. Hvis det er tilfældet, så er budgetligningen klar: Nye, egne ressourcer er uundværlige, siger von der Leyen.
EU-Kommissionen foreslår blandt andet, at en andel af indtægterne fra salg af CO2-kvoter skal gå direkte til EU-budgettet.
Også en del af afgifterne på import af CO2-intensive produkter fra tredjelande bør gå til budgettet, mener EU-Kommissionen.
Ifølge netmediet Politico skulle EU-landenes stats- og regeringschefer på det uformelle EU-topmøde i Cypern i sidste uge have bedt von der Leyen om også at undersøge andre indtægtskilder.
Det skulle ifølge Politicos oplysninger være afgifter på onlinespil og kryptovaluta.
/ritzau/