Han skulle have dræbt 26 kvinder. Han er blevet kaldt 'Volga-galningen'. Og nu er han blevet arresteret.

»På baggrund af de retsmedicinske og biologisk analyser er det blevet fastslået, at alle mordene er blevet begået af én person,« lyder det fra russisk politi.

Og den person skulle ifølge flere medier være den 38-årige Radik Tagirov, der også skulle have tilstået alle 26 mord.

Størstedelen af dem blev begået i 2011 og 2012 i den centrale del af Rusland – i byerne Kazan, Samara, Tolyatti, Izhevsk og Ufa. Andre i Ural-området.

De fleste af de kvindelige ofre var over 70 år.

Men alle mord blev begået efter stort set samme opskrift: Gerningsmanden skulle have udgivet sig for at være elektriker, blikkenslager eller en anden type af håndværker for derved at skaffe sig adgang til kvindernes lejligheder. Her blev de angiveligt kvalt med de bare hænder eller med forklæder eller snore, der i forvejen befandt sig i lejlighederne.

Gerningsmanden efterlod sig dog få spor, hvilket vanskeliggjorde efterforskningen. Han bar tilsyneladende altid handsker og steriliserede metodisk drabsstederne.

En række nye mord blev begået i 2017, og politiet er nu overbevist om, at Radik Tagirov er seriemorderen baseret på mere end 10.000 DNA-undersøgelser, fodaftryk og andre beviser.

Ifølge russisk politi kendes det præcise antal af kvinder, som han skulle have slået ihjel dog endnu ikke.