Voldtægtssag på universitet skaber debat: Kendisser og politikere raser
Et amerikansk eliteuniversitets håndtering af en voldtægtssag har fået sociale medier til at koge. Det har fået både influencere, kendisser og politikere til tasterne.

Et amerikansk eliteuniversitets håndtering af en voldtægtssag har fået sociale medier til at koge. Det har fået både influencere, kendisser og politikere til tasterne.

Det amerikanske eliteuniversitet, Cornell University, og dets håndtering af en voldtægtssag får nettet til at koge blandt influencere, kendisser og politikere.
Sagen handler om en kvinde, som har anklaget syv medstuderende for en gruppevoldtægt.
De syv er aldrig blevet tiltalt i det strafferetlige system, men har - ifølge universitetet - fået pålagt sanktioner herunder suspenderinger og bortvisninger.
Nu får en særlig detalje i sanktionerne blandt andet influencere til at reagere på sociale medier.
For af kvindens søgsmål fremgår det, at de syv mænd angiveligt fik mulighed for at slippe billigere for deres adfærd ved at lave essays.
Og det vækker harme.
Én TikTok-bruger, der blander sig i onlinedebatten er den amerikanske konservative influencer, Athena Karvellas-Raymond.
Til sine over 500.000 følgere snakker influenceren i en video direkte til Cornell Universitys ledelse, som hun kalder for »svin« og »stykker af hundelort.«
Athena Karvellas-Raymond stiller blandt andet spørgsmålet:
»Hvorfor behandlede I Jane Doe (den fortsat anonyme kvinde red.) hårdere, end I behandlede drengene, der angiveligt voldtog hende?«
Hun fortsætter med at sige, at universitetet skulle skamme sig.
Videoen har på nuværende tidspunkt 1,2 millioner likes.
Også den engelske skuespillerinde Florence Pugh er dybt forarget over sagen.
På sin Instagram har hun lagt et opslag op, hvor hun skriver, at hun følte sig »urolig, syg og angst« efter at have læst om sagen.
I et længere skriv fortsætter hun med at fortælle, hvor rasende hun er på skoler, der beskytter drenge af frygt for, at deres fremtid bliver ødelagt.
Skuespilleren mener, at fokus bør være på de piger, der må leve med følelsen af, at en mands omdømme vejer tungere end deres sandhed.
Hun skriver:
»De, der beskytter mænd, som voldtager og ødelægger, eller giver dem milde straffe, bør selv straffes og holdes under tæt opsyn«.
New Yorks guvernør, Kathy Hochul, har også tyet til Instagram, for at udtrykke de alvorlige spørgsmål, som søgsmålet stiller til Cornell University's kultur på campus.
Især universitetets forebyggelse, anmeldelse og håndtering af sådanne sager.
»Ingen studerende bør nogensinde stå tilbage og være i tvivl om, hvorvidt de institutioner, der har til opgave at beskytte dem, vil lytte og handle,« skriver guvernøren.
Hun bakker desuden op om, at efterforskningen nu genåbnes.
Cornell University's egen avis har offentliggjort navnene på de syv anklagede mænd i en artikel fra 21. september.
Artiklen hedder »Cornell vil ikke, det vil vi.«
Efter artiklens udgivelse blev der udløst ramaskriget på sociale medier, skriver BBC.
Den forurettede kvinde anlagde det civile søgsmål 16. september. Her skal der tages stilling til, om der er tilstrækkeligt med beviser til en straffesag.
Tilbage i 2024 blev sagen droppet, da anklagemyndigheden ikke mente at der var beviser nok.
Cornell University afviser kritikken, og mener at de har handlet korrekt ved at give sanktioner som suspenderinger og bortvisninger af flere studerende.
De slår fast, at essays indgik som en del af sanktionerne for nogle, men at ingen studerende udelukkede fik muligheden for at skrive et essay som straf for deres handling.