Det voldsomme uvejr, der har ramt USA, har nu sat hundredtusindvis af borgere i problemer.
For ifølge BBC er op mod 224.000 husstande uden strøm i Massachusetts, 137.000 i New Jersey og 17.000 i New York.
Det er blot seneste udvikling i de affødte problemer med den voldsomme storm i USA.
Over 5.000 flyvninger er således blevet aflyst i det nordøstlige USA mandag grundet kraftig sne og vind.
Af Københavns Lufthavns hjemmeside fremgår det, at flyvninger tidlig mandag eftermiddag til New York City og Boston er aflyst.
Der er ifølge nyhedsbureauet AP faldet et godt stykke over 30 centimeter sne i nogle områder.
Vejret har fået myndighederne i New York City til at gå i kriseberedskab. Det samme gælder i Philadelphia og flere andre byer.
Guvernøren i New York siger, at 100 medlemmer af nationalgarden er blevet sendt ud til Long Island og området Lower Hudson Valley, hvor de største mængder sne og kraftigste vinde ventes at ramme.
FNs hovedkvarter på øen Manhattan er også blevet lukket, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Imens har offentlige skoler aflyst undervisning mandag i både New York og Boston.
