Syv mennesker omkom og et besætningsmedlem overlevede med alvorlige kvæstelser, da et privatfly styrtede ned i en snestorm ved Bangor International Airport i Maine natten til mandag dansk tid.
Det oplyser den føderale luftfartsmyndighed i USA, FAA, til AP mandag eftermiddag dansk tid.
Flyet styrtede ned under en voldsom snestorm, der hærger store dele af USA i disse dage.
Lufthavnen, der ligger nord for Boston, blev lukket efter styrtet. Der var kraftigt snefald på det tidspunkt.
Myndighederne meddeler, at foreløbige oplysninger tyder på, at flyet styrtede ned ved afgang og brød i brand efter styrtet, men at der ikke vil blive udsendt yderligere oplysninger, før efterforskerne ankommer om en dag eller to.
En lydoptagelse af flyveledernes interne kommunikation indeholder, ifølge AP, en person, der siger: »Flyet er vendt på hovedet. Vi har et passagerfly, der er vendt på hovedet,« cirka 45 sekunder efter, at flyet fik tilladelse til at lette. De første redningsfolk ankom mindre end et minut senere.
Flyet var blevet booket af advokatfirmaet Arnold and Itkin Trial Lawyers fra Houston.
