Voldsomme scener udspiller sig i øjeblikket i den belgiske hovedstad, Bruxelles. 

To fagforeninger er gået på gaden i protest mod den belgiske regerings budgetstramninger og den generelle stigning i leveomkostningerne. 

Det rapporterer flere medier herunder Fox News.

Ifølge mediet er der tale om tusindvis af demonstranter, hvor flere af dem er klædt i sort og med masker over ansigterne. 

De kaster sten og fyrværkeri mod politiet på banegården i Bruxelles. 

Som et modsvar har politiet gjort brug af tåregas og affyret vandkanoner mod demonstranterne. 

Der florerer flere videoer af de voldsomme protester på det sociale medier, herunder på Facebook:

I en pressemeddelelse fra det belgiske nyhedsbureau Belga News Agency lyder det, at politiet indtil videre har anholdt mere end 100 personer i forbindelse med protesterne. 

De skriver videre, at betjente fandt potentielt farlige genstande herunder molotovcocktails, benzin, pyrotekniske anordninger, en kniv, en hammer, lightere og handsker. 

Derudover er en bus blevet sat i brand og flere af politiets og brandvæsenets køretøjer er blevet beskadiget.

»Vi fordømmer på det kraftigste disse voldshandlinger. De bragte ikke kun politiet i fare, men også offentligheden, demonstranter, redningstjenester og andre brugere af offentlige rum,« lyder det fra det belgiske politi i pressemeddelelsen. 

De understreger dog, at selve fagforeningsdemonstrationen forløb fredeligt, hvor omkring 30.000 mennesker deltog.

Fagforeningslederne fra de foreninger har taget afstand til urolighederne.