»Vi plejer at have udsigt til bjergene. Nu er det som at kigge ind i et tykt, hvidt tæppe af røg. Det er rædselsfuldt.«

Ordene kommer fra danske Kristoffer Kosloff, der bor med sin kone, Gudrun Kosloff, og deres niårige søn i Altadena nord for Los Angeles.

Bydelen er endnu ikke blevet evakueret, men familien bor i en af de zoner, der er blevet bedt om at forberede sig på evakuering.

Altadena ligger nemlig lige op ad Angeles National Forest, hvor mere end 800 brandmænd kæmper mod den såkaldte 'Bobcat fire'. En enorm skovbrand, der har stået på i mere end uge, og indtil videre er kun seks procent under kontrol.

Området har i dagevis været indhyllet i tung røg, og asken fra flammehavet ses også tydeligt både i luften og på udendørs flader. Biler, verandaer og parasoller, der normalt skærmer mod den californiske sol, er dækket af et hvidligt lag støv og askeflager.

Solen selv er enten gemt bag et tykt, gråt filter eller kigger frem i et lysende, orange skær.

Kristoffer og Gudrun Kosloff flyttede fra Danmark til Los Angeles i 2007, og i de år, det danske par har boet her, har de aldrig oplevet noget lignende.

I sidste uge fik de for første gang besked om at gøre sig klar til at blive evakueret, og Kristoffer Kosloff begyndte at finde de vigtigste papirer frem.

Kristoffer Kosloff foran familiens hus i Altadena.
Kristoffer Kosloff foran familiens hus i Altadena. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Vores vielsesattest, green cards og Oskars fødselsattest giver sig selv. Men pludselig sidder man også der med tegninger, han lavede, da han var to, og skal tage stilling til, hvad vi vil have med. Det er surrealistisk,« siger den 47-årige Kristoffer Kosloff og fortsætter:

»Lige nu er branden lidt over 10 kilometer væk, men når man ser, hvad der foregår i Nordcalifornien, og hvordan hele nabolag er brændt ned, er det klart, det er altså stærke kræfter, der er på spil.«

44-årige Gudrun Kosloff er ligesom sin mand meget opmærksom på, at tingene hurtigt kan ændre sig, og begge følger konstant med i nyheder og beredskabsmeldinger fra myndighederne.

»Egentlig troede vi, branden var på vej væk fra os. Men i nat (natten til søndag, red.) har den åbenbart taget en vending, så den nu nærmer sig mere beboede områder.«

Familien Kosloffs nabolag har indhyllet i en smog, som det kan ses her.
Familien Kosloffs nabolag har indhyllet i en smog, som det kan ses her. Foto: Privatfoto
Vis mere

Bobcat-branden er bare en af mange brande, der hærger i det vestlige USA. Mere end 30 personer er omkommet på grund af skovbrande i delstaterne Oregon, Californien og Washington, og mange er fortsat meldt savnet.

Ud over de voldsomme ødelæggelser og tabte menneskeliv trækker de mange brande et tydeligt spor af røg og sundhedsskadelig luftforurening efter sig, og mange steder opfordres beboere til at holde sig inden døre.

Familien Kosloff, der normalt nyder godt af den natur, Angeles National Forest byder på, har to luftrensere, der kører døgnet rundt.

»Heldigvis bor vi i et nybygget hus, hvor vinduerne lukker ordentligt til, men mange i ældre bygninger må klistre tape rundt langs vinduerne for at holde den dårlige luft ude,« fortæller Kristoffer Kosloff.

Downtown Los Angeles hyllet ind i smog fra de mange brande nord for byen.
Downtown Los Angeles hyllet ind i smog fra de mange brande nord for byen. Foto: ETIENNE LAURENT
Vis mere

Ud over at finde vigtige papirer frem har Kristoffer Kosloff taget billeder af familiens mest afgørende ejendele, så de kan dokumentere det i tilfælde af, at de mister alt i en brand.

»Egentlig har jeg altid været ret knyttet til ting, vi har arvet eller sparet sammen til. Men nu hvor det gælder, tager jeg det mere afslappet. Så længe vi er sunde og raske, kan resten næsten være ligegyldigt. Jeg kan ikke græde over en kommode, når hele verden er i flammer.«

Familien Kosloff har planlagt at tage væk nogle dage i den kommende uge. Simpelthen for at få frisk luft.

»Vi er ved at blive vanvittige af at være her. Nu har vi i månedsvis holdt os hjemme på grund af covid-19, og vores trøst var, at vi kunne gå ud i haven og gå ture i bjergene. Men nu hvor vi heller ikke må være udenfor, er det er lidt som at være i et fængsel,« lyder det fra Gudrun Kosloff.