Det er som et uhyggeligt flashback til 2017.

Dengang stod det berømte vinområde Napa Valley nord for San Francisco i Californien i flammer, da en dødbringende brand løb løbsk. Nu er det hele ved at gentage sig.

Billederne fra Napa Valley er ikke til at tage fejl af.

Raserede hjem, knuste ruder, udbrændte biler, nedbrændte træer.

Øde gader.

Flere steder i byer som Napa, St. Helena og nærliggende Santa Rosa har den såkaldte 'Glass Fire' hærget store områder.

Tusindvis af borgere er blevet evakueret. Og flere steder har et gulligt lys overtaget det, der ellers ofte er blå himmel i det berømte og naturskønne vinområde.

En af dem der har mistet alt er Osvaldo Ramirez.

En knust Osvaldo Ramirez på vej væk fra sin bil, som blev offer for flammerne. I den var en stor sum penge og familiens id-papirer.
En knust Osvaldo Ramirez på vej væk fra sin bil, som blev offer for flammerne. I den var en stor sum penge og familiens id-papirer. Foto: JOSH EDELSON
Vis mere

Han havde omkring 8.000 dollar i sin bil sammen med familiens id-papirer, fortæller han til den fotograf, som har fanget ham midt i sit livs nedtur.

Selv låst inde i et lille pengeskab blev penge og papirer ædt af flammerne.

Dagen før stod den kendte restaurant og bed and breakfast The Glass Mountain Inn indhyllet i flammer.

Selvom redningsmandskab arbejdede på stedet, stod det ikke til at redde.

Den kendte bed and breakfast The Glass Mountain Inn blev opslugt af flammer 27. september.
Den kendte bed and breakfast The Glass Mountain Inn blev opslugt af flammer 27. september. Foto: JUSTIN SULLIVAN
Vis mere

Det brændte ned.

I dagevis har det lokale brandvæsen med assistance fra delstaten Californien forsøgt at bekæmpe 'The Glass Fire'.

Men alligevel er det lykkedes for flammerne at krydse store veje og sprede sig i vinlandet, som Napa-området er kendt som.

»Det er 2017 forfra,« siger Manny Gomes, en 65-årig borger i Napa til San Francisco Chronicle.

Et fly forsøger at standse de voldsomme brande, som hærger Napa Valley.
Et fly forsøger at standse de voldsomme brande, som hærger Napa Valley. Foto: JOSH EDELSON
Vis mere

Her henviser han til de enorme brande, som hærgede Napa Valley for tre år siden. Dengang tog ilden store mængder vinmarker og adskillige hjem med sig.

Og dengang tog den også Manny Gomez og familiens hjem med sig. Nu havde han endelig formået at bygge hjemmet og livet op igen i Santa Rosa.

Så kom de nye flammer.

»Jeg har aldrig set noget lignende. Man bliver følelsesløs over for det,« siger Manny Gomez til mediet.

De voldsomme flammer i St. Helena, Napa fanget i distancen.
De voldsomme flammer i St. Helena, Napa fanget i distancen. Foto: JOSH EDELSON
Vis mere

De seneste års brande har kostet mange deres hjem.

Alligevel er årets brand noget helt andet.

Den er fulgt af dusinvis andre brande langs hele den amerikanske vestkyst. Fra Washington i nord over Oregon og til Californien i syd.

Aldrig før i de tre delstaters historie har så mange brande hærget så store områder. Kostet så mange hjem.

En udbrændt bil i Napa, hvor et gulligt lys dækker for dagssolen.
En udbrændt bil i Napa, hvor et gulligt lys dækker for dagssolen. Foto: JUSTIN SULLIVAN
Vis mere

Billeder fra byer som Salem i Oregon er gået verden rundt, da de ligesom dem, man kan se fra Napa, har givet mindelser om dommedag.

De mange og voldsomme brande er blevet hjulpet godt på vej af ekstremt tørre forhold. Gennem flere år er skove i det vestlige USA tørret ud, så træer lettere fanger ilden.

Samtidig har kraftig vind fra Stillehavet betydet, at de mange brande breder sig nemmere og over større afstande.

Normalt er Napa Valley indhyllet i en vinduft, når efteråret sætter ind.

Vinmarkerne i Napa Valley bliver overskygget af den voldsomme brand, der hærger området.
Vinmarkerne i Napa Valley bliver overskygget af den voldsomme brand, der hærger området. Foto: SAMUEL CORUM
Vis mere

Men ikke i år.

Det fortæller Amy Bourdeau, der bor i området, til San Francisco Chronicle.

»På det seneste har duften været af røg eller ingenting. Det er traumatiserende. Jeg føler, jeg konstant kæmper og flygter,« siger hun.

På grund af brande har hun måttet flygte fra sit hjem hvert år siden 2017.