Et australsk tv-hold har fået en del af den brutalitet, som tusindvis af personer demonstrerer mod i USA i disse dage, at mærke på egen krop.

I forbindelse med dækningen af en demonstration ved Det Hvide Hus mandag blev tv-holdet angrebet af politiet.

På billederne, som sidenhen er gået viralt, kan man se politi udstyret med hjelm, køller og skjold gå til angreb på en flok demonstranter i Washington D.C.

Episoden filmes. Og overfaldet finder sted, da en politibetjent smadrer sit skjold direkte ind i maven på en kameramand.

Efterfølgende får han en knytnæve plantet på det kamera, han holder op til ansigtet.

Umiddelbart efter skubbes han og den kvindelige journalist væk af flere andre betjente, mens de tildeles slag med politiets køller.

Til australske medier har de to journalister sidenhen fortalt, at de også var blevet skudt med gummikugler og ramt af tåregas i forbindelse med politiets angreb på demonstranterne.

Den voldsomme episode har fået den australske premierminister, Scott Morrison, til at reagere.

Politiet brugte tåregas mod demonstranter ved Det Hvide Hus i Washington D.C.
Politiet brugte tåregas mod demonstranter ved Det Hvide Hus i Washington D.C. Foto: JOSE LUIS MAGANA
Vis mere

I et interview har han kaldt angrebet på journalisterne for 'bekymrende'. Samtidig har han udtrykt ønske om en nærmere undersøgelse af sagen.

Det har han blandt andet gjort via den australske ambassade i USA.

Angrebet på det australske tv-hold er langt fra det første i forbindelse med demonstrationerne efter George Floyds død. Flere har meldt om slag, at de er blevet skudt med gummikugler og blevet udsat for tåregas.

Blandt andet skete sidstnævnte for journalister flere gange i Minneapolis.

CNN-journalisten Omar Jimenez bliver anholdt af politiet i Minneapolis.
CNN-journalisten Omar Jimenez bliver anholdt af politiet i Minneapolis.
Vis mere

Yderligere blev det veldokumenteret, hvordan et tv-hold fra CNN på direkte tv blev anholdt.

Tv-holdet blev efterfølgende løsladt igen efter at have modtaget en undskyldning.

Præsident Donald Trump har flere gange truet med at indsætte militæret mod demonstranter rundt om i landet.

Og i et gruppeopkald med en række delstaters guvernører har han givet udtryk for, at han mener, der ikke bliver slået hårdt nok ned på de mange demonstrationer.