Den kendte Melrose Avenue, der ligger i Los Angeles, er en skygge af sig selv. Den før så velbesøgte shoppinggade er hårdt ramt af drab, væbnede tyverier og overfald. Vi har besøgt området, hvor danske Jannik Olander også har en smykkebutik.

En, to, tre, fire… Hele seks politibiler blander sig langsomt i trafikken på Melrose Avenue i løbet af de få minutter, B.T.s udsendte bruger på at smide mønter i parkometeret.

Kort efter kommer tre uniformerede betjente ridende ned ad gaden, der over et stræk på knap fem kilometer huser alt fra eksklusive designbutikker til street wear-forretninger, kaffebarer og trendy tattooshops.

Årsagen til den øgede patruljering er skræmmende. Området omkring den verdenskendte shoppinggade, der ligger i West Hollywood i Los Angeles, har oplevet en eksplosiv stigning i kriminalitet. Væbnede røverier alene er ifølge den lokale tv-station Fox-11 steget med hele 74 procent i løbet af det seneste år.

Danske Jannik Olander, der i 11 år har haft smykkeforretningen Nialaya på netop Melrose Avenue, bekræfter, at røverier, overfald og sågar drab er blevet en del af dagligdagen.

»Det er det vilde vesten,« siger han.

»Tidligere ville jeg uden problemer sidde og arbejde med bagdøren åben til klokken tre om natten. Det tør jeg slet ikke længere.«

Jannik Olanders forretning holder til i den mere mondæne ende af Melrose Avenue, men ligger alligevel bare et par hundrede meter fra der, hvor et af den seneste tids brutale skyderier fandt sted.

Her blev en 26-årig medarbejder fra en sneakersbutik dræbt af skud ved højlys dag, da han forsøgte at afværge et skænderi foran sin arbejdsplads. Asfalten afslører stadig omridset af blod, der hvor han faldt til jorden, og den 16-årig formodede gerningsmand sidder fængslet.

Af frygt for at blive offer for den stigende kriminalitet er Jannik Olander konstant opmærksom på sine omgivelser. Han kigger sig over skulderen, når han stiger ind og ud af sin bil, ligesom han også er meget bevidst om ikke at sidde tæt på vejen, når han er på udendørsrestauranter. Der har nemlig også været en markant stigning i antallet af røverier mod café- og restaurantgæster.

Jannik Olander går dog stadig med både ur og smykker.

»Mange af mine venner synes, jeg er sindssyg. De tør ikke længere selv gå rundt med hverken dyre tasker eller ure,« lyder det fra danskeren, der mener, at nabolagets uhyggelige forandring skyldes to ting.

Dels har pandemien har medført, at Los Angeles' i forvejen massive hjemløseproblem er steget voldsomt, og mange hjemløse har slået sig ned på fortove og i baggårde og gyder i West Hollywood.

Men Jannik Olander oplever især, at Melrose Avenue har forandret sig i kølvandet på Black Lives Matter-demonstrationerne forrige år, hvor adskillige af gadens butikker var udsat for plyndringer og hærværk. Det gjaldt også hans egen forretning.

»Jeg tror, at mange af dem, der kom og plyndrede, til daglig bor i andre byer eller udsatte dele af Los Angeles. De så, hvor fedt her er med lækre butikker og smukke mennesker, og det vil de have en del af. Det kan man jo ikke fortænke dem i. Men de opfører sig anderledes end os andre, er tit bevæbnede og har en helt anden mentalitet,« lyder det fra den danske smykkemand.

»Ghettoen er kommet til byen, og den er kommet for at blive,« fastslår han.