B.T. i Strasbourg: Først høres de desperate skrig. Så ses de sorte skikkelser løbe op ad den populære gågade Rue des Grandes Arcades. Men ikke alle når væk. »Min gud,« siger fotografen, da kameraet zoomer ind på en livløs person på asfalten.

Videoen, som B.T. har fået bekræftet ægtheden af, spredte sig som en steppebrand på sociale medier nærmest samtidig med angrebet.

Se videoen her. Advarsel - voldsomme billeder:

Torsdag formiddag kommer folk derfor især for at ære den person, der ikke slap væk.

»Vi så videoen på Facebook og fandt derfor ud af, at et angreb var i gang. Det er så ubegribeligt og sørgeligt,« siger 15-årige Lyse Ann Collotte, der har lagt blomster ved butiksfacaden, hvor ofret lå.

15-årige Lyse Ann Collotte (th.) og hendes veninder så videoen på Facebook og er kommet for at ære ofret, der lå livløs på gaden. Foto: Jacob Friberg
15-årige Lyse Ann Collotte (th.) og hendes veninder så videoen på Facebook og er kommet for at ære ofret, der lå livløs på gaden. Foto: Jacob Friberg
Vis mere

Selv om julemarkederne i Strasbourgs historiske centrum er terrorsikret med betonklodser og tungt bevæbnet politi, kunne det ikke forhindre angrebet tirsdag aften. Dødstallet er torsdag opjusteret til tre, mens 12 er sårede.

»Der var altid så meget sikkerhed, men på en måde vidste vi godt, at der en dag ville ske et angreb,« siger Lyse Ann Collotte.

Over 700 franske sikkerhedsstyrker er sat ind i menneskejagten på den mistænkte 29-årige lokale mand Cherif Chekatt.

Imens er julemarkederne i byen lukkede. Ved en af træhytterne på den berømte plads Place Kleber er Caroline Chetochine ved at rydde op. Hun solgte kager tirsdag aften, da panikken satte ind.

»Min søn stod lige uden for hytten. Pludselig løb han ind til mig og sagde, vi skulle gemme os. Vi lukkede træskodderne ned og sad helt stille. Udenfor kunne vi høre skrig og skudsalver,« fortæller Caroline Chetochine.

Hun oplevede angrebet på nærmeste hold og gemte sig i træhytten. Nu gør Caroline Chetochine (th.) klar til en dag at åbne igen.
Hun oplevede angrebet på nærmeste hold og gemte sig i træhytten. Nu gør Caroline Chetochine (th.) klar til en dag at åbne igen.
Vis mere

Hendes hytte ligger i udkanten af Place Kleber og grænser op til gågaden Rue des Grandes Arcades, hvor videoen fra angrebet blev optaget.

»Da der blev stille, og min søn gik ud af hytten, så han to livløse personer på jorden,« siger Caroline Chetochine inde fra træhytten.

Ved mindesmærket med blomster og lys til ære for ofret fra videoen kommer flere til.

20-årige Juliette Bringolf og hendes veninde er også kommet på grund af det, de har set på videoen.

20-årige Juliette Bringolf er mødt op for at lægge blomster til ære for ofret i videoen, som tirsdag aften hurtigt spredte sig.
20-årige Juliette Bringolf er mødt op for at lægge blomster til ære for ofret i videoen, som tirsdag aften hurtigt spredte sig.
Vis mere

Efter angrebet i Rue des Grandes Arcades fortsatte gerningsmanden sin massakre og løb videre mod et af Strasbourgs kendte steder, katedralen. Her arbejder Juliette Bringolfs kusine ved et andet populært julemarked.

»Min kusine ringede til min mor under angrebet. Folk omkring hende skreg, at man skulle gemme sig. Hun var skrækslagen,« fortæller Juliette Bringolf, der er studerende.

Langs gerningsmandens dødsrute patruljerer i dag både soldater og tungt bevæbnet politi.

Soldater patruljerer på gågaden Rue des Grandes Arcades, hvor en del af angrebet fandt sted. Foto: Jacob Friberg
Soldater patruljerer på gågaden Rue des Grandes Arcades, hvor en del af angrebet fandt sted. Foto: Jacob Friberg
Vis mere

Ifølge sælgerne ved julemarkedet på Place Kleber er det uvist, hvornår myndighederne giver grønt lys til at åbne igen.

De frygter, at det ikke sker, før gerningsmanden er fanget.

Det lykkedes tirsdag aften den mistænkte mand Cherif Chekatt at flygte i en taxi til den nærliggende bydel Neudorf.

Det var også her, at politiet tirsdag morgen før angrebet ransagede en lejlighed, hvor Chekatt skulle bo, oplyser den franske tv-station BFM. Ransagningen skete i forbindelse med en mordefterforskning, men Chekatt var ikke hjemme.

I stedet fandt politiet en riffel, en granat, fire knive og ammunition.

Chekatt var i forvejen på franske myndigheders liste over radikaliserede personer, der kunne udgøre en trussel mod samfundet.

Det franske politi har bekræftet, at manden på billedet er den 29-årige Cherif Chekatt.
Det franske politi har bekræftet, at manden på billedet er den 29-årige Cherif Chekatt. Foto: AFP
Vis mere

I en alder af 29 år har den mistænkte hele 27 domme på samvittigheden, hovedsageligt for røveri. De er begået i Tyskland, Schweiz og Frankrig.

Chekatts mor, far og to brødre blev ifølge nyhedsbureauet Reuters onsdag tilbageholdt og afhørt af politiet.

Sporet af den mistænkte endte med hans flugt i en taxi til bydelen Neudorf, som B.T. besøgte onsdag aften.

Betjente i politibiler bevogtede gaderne. Intet spor af Cherif Chekatt.

Her i bydelen Neudorf ender sporet fra den mistænkte. En fransk journalist forsøger at få information fra en betjent på gaden, hvor den mistænktes far ifølge lokale skulle bo. Foto: Jacob Friberg
Her i bydelen Neudorf ender sporet fra den mistænkte. En fransk journalist forsøger at få information fra en betjent på gaden, hvor den mistænktes far ifølge lokale skulle bo. Foto: Jacob Friberg
Vis mere