Efter over to måneders protester i Iran fortsætter situationen med at eskalere.

De seneste fem dage er Irans Revolutionsgarde rykket ind i flere kurdiske byer i det vestlige Iran, skriver blandt andre Reuters.

På sociale medier florerer adskillige voldsomme videoer, der angiveligt stammer fra de kurdiske byer i Iran.

Ifølge Center for Human Rights in Iran, en amerikansk ikkestatslig organisation der har til formål at fremme menneskerettigheder i Iran, er der tale om Javanrud, Mahabad, Piranshahr og Kermanshah-provinsen.

I en video, der florerer på Twitter, kan man se, hvordan det, der angiveligt er soldater fra Revolutionsgarden, skyde mod flere ubevæbnede borgere.

Ifølge den iransk-amerikanske journalist Yashar Ali, er videoen optaget i Javanrud. Det har ikke været muligt for B.T. at få bekræftet.

Yashar Ali, der blandt andet har skrevet for HuffPost, NBC News og New York Magazine, har postet videoen på Twitter til sine over 700.000 følgere, hvor han skriver:

»Den Islamiske Republik begår folkedrab i den kurdiske majoritetsby Javanrud.«

I videoen bliver der råbt højt, og man kan se, hvordan en kugle er få centimeter fra at ramme den mand, der fører kameraet.

B.T. har fået oversat videoen, hvor der bliver råbt på kurdisk. De civile kurdere råber blandt andet:

»Hent hende der pigen, hent hende der pigen.«

»De har skudt ham i hovedet, han blev ramt i hovedet.«

»Hvem har et våben? Hent det, please.«

Det er første gang, siden protesterne brød ud for over to måneder siden, at hæren er blevet sat ind.

Ifølge forsker og lektor med speciale i Iran-studier og persisk ved Københavns Universitet Claus Valling Pedersen er det iranske styre bange for at miste kontrollen i det kurdiske område, fordi der historisk har været løsrivelsesforsøg der.

På Twitter spekulerer flere brugere i, at folk snart vil begynde at skyde igen. Under videoen lyder kommentarerne blandt andet:

»For hvert skud fra regimets politi bliver demonstranter mere vrede og mere klar til at finde våben og skyde tilbage.«

»Snart vil folket ikke være ubevæbnede. Militære enheder vil begynde at bryde væk og slutte sig til dem.«

»De, der umuliggør fredelige protester, vil gøre voldelig revolution uundgåelig.«

Men ifølge lektor Claus Valling Pedersen er kommentarerne fra Twitter-brugerne ikke så realistiske.

»For det første tror jeg ikke, der er den slags våben blandt folket. Jeg tror ikke, det er den vej, det kommer til at gå,« siger han og fortsætter:

»Men desto hårdere de slår ned fra regimets side, desto større bliver vreden også blandt folket.«

I går, torsdag, afholdt FNs Menneskerettighedsråd et hastemøde, hvor det blev besluttet at oprette en uafhængig undersøgelse af den igangværende dødbringende vold mod demonstranter i Iran.

»De gamle metoder og den fæstningsmentalitet, som dem med magten besidder, fungerer ganske enkelt ikke. Vi befinder os lige nu i en menneskerettighedskrise i fuld skala.«

Sådan lød det fra Menneskerettighedsrådets østrigske chef, Volker Türk, under mødet.

Ifølge Iran-ekspert Claus Valling Pedersen sender den nye FN-resolution et signal om, at man vil holde regimet ansvarlig.

»Om regimet så er ligeglad med det, kan man kun gisne om,« siger Claus Valling Pedersen.

Men bliver det rent faktisk muligt i praksis at komme ind i landet og udføre de her undersøgelser fra FNs side?

»Nej, det gør det nok ikke. Man bliver ikke inviteret indenfor. På trods af aftaler har man haft svært nok ved at komme til at inspicere Iran i forhold til deres atomprogram.«