En kran er i Thailand styrtet ned over et passagertog, hvilket har kostet mindst 22 personer livet.
Det melder lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.
Da kranen væltede, kørte toget af sporet, hvilket førte til den dødelige ulykke.
- 22 personer er blevet dræbt, og flere end 30 er kommet til skade, siger Thatchapon Chinnawong, som er lokal politichef i provinsen Nakhon Ratchasima i det nordøstlige Thailand.
Der er tale om en opjustering af antallet af dræbte. Nyhedsbureauet Reuters skrev tidligere, at mindst 12 var døde.
Ifølge Reuters fandt hændelsen sted onsdag morgen i distriktet Sikhio i Nakhon Ratchasima, som ligger omkring 230 kilometer nordøst for hovedstaden Bangkok.
Det lokale politi siger, at flere lig fra ulykken endnu har kunnet hentes ud af toget.
Toget, der blev ramt af kranen, var på vej mod provinsen Ubon Ratchathani, da kranen styrtede ned og ramte toget, der var i bevægelse.
Toget kørte herefter af skinnerne, og ifølge det lokale politi udbrød der kortvarigt brand i toget.
Branden blev efterfølgende slukket, og redningspersonale arbejder på ulykkesstedet.
Videooptagelser fra stedet har vist det ramte tog, der ligger på siden, mens røg stiger op fra vragresterne.
Thailands transportminister, Phiphat Ratchakitprakarn, har ifølge AFP oplyst, at 195 personer var om bord på toget, og at myndighederne arbejder på højtryk for at identificere de omkomne.
Industri- og byggepladsulykker er ikke en sjælden begivenhed i Thailand, hvor ringe håndhævelse af sikkerhedsreglerne ofte fører til dødelige ulykker.
Ifølge AFP blev kranen brugt til opførelse af højhastighedstognettet i Thailand. Der er tale om et projekt til 5,4 milliarder dollar, som har fået støtte fra Kina.
Det skal skabe en togforbindelse mellem Bangkok i Thailand og Kunming i Kina via Laos inden 2028.
/ritzau/