Voldsom ulykke i Schweiz: 'Skrigene chokerende mig'
Forbipasserende reddede fire unge mennesker ud af en brændende bil – og roses for deres heltemod af både politiet og faren til en af de tilskadekomne.

Forbipasserende reddede fire unge mennesker ud af en brændende bil – og roses for deres heltemod af både politiet og faren til en af de tilskadekomne.

Forbipasserende ilede til, da en Fiat Punto onsdag aften kørte frontalt ind i et træ og brød i brand ved den schweiziske by Aargau.
Et øjenvidne sætter ord på de dramatiske og skræmmende minutter umiddelbart efter ulykken.
»Det, der rystede mig mest, var skrigene,« siger en 33-årig mand til det schweiziske medie Blick.
Han kom kørende på samme strækning, da ulykken skete, og steg ud af sin bil for at finde ud af, hvad der var sket, da trafikken pludselig stod helt stille.
Her kunne han høre skrigene, som både kan være kommet fra de fire unge italienere, som sad i bilen, da den forulykkede og brød i brand og de forbipasserende, som kom dem til undsætning.
Bilen udbrændte fuldstændig, men det lykkedes at få reddet de fire italienere i alderen 17-21 år ud i tide.
To af dem blev fløjet til hospitalet i kritisk tilstand, mens de to andre pådrog sig moderate til svære kvæstelser.
Flere af dem, der hjalp med at få de tilskadekomne ud af den brændende bil, pådrog sig forbrændinger.
Ifølge politiet i Aargau reddede deres modige indgriben de fire italieneres liv.
»Ud fra hvad jeg har set, var de skytsengle. Jeg vil gerne takke dem af hele mit hjerte,« siger en 48-årig mand, som ifølge Blick er far til en 18-årig mand, der er en af de alvorligt tilskadekomne.
Den 18-årige er lagt i medicinsk koma og skal gennemgå en større operation. Faderen har endnu ikke kunnet tale med ham efter den uhyggelige ulykke.
Politiet efterforsker stadig årsagen til ulykken.