En voldsom tornado i den amerikanske delstat Arkansas har forårsaget omfattende ødelæggelser og kvæstet "hundredvis" af mennesker.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som henviser til oplysninger fra en lokalradio under tv-stationen CBS.

Lokalmediet WUSA9 skriver, at redningstjenesten i Little Rock, Metropolitan Emergency Medical Services (Mems), vurderer, at "mindst 600" er kommet til skade i forbindelse med tornadoen.

WUSA9 skriver, at politiet i Little Rock transporterer kvæstede til hospitaler i området, men at der ikke er nok ambulancer til at transportere alle de tilskadekomne.

Tornadoen pløjede gennem Little Rock, der er delstatshovedstad i Arkansas, fredag eftermiddag lokal tid.

Den har revet tage af bygninger, væltet husmure og revet træer op med rode, rapporterer lokale medier.

Luftfotos vidner da også om voldsomme ødelæggelser i dele af byen.

Tornadoen blev bekræftet klokken 14.25 lokal tid fredag over området Reservoir Road og bevægede sig fra Little Rock til Jacksonville.

Lidt senere - klokken 15.40 - var der bekræftet mindst to tornadoer i området.

I kølvandet på den første tornado erklærede hospitalet UAMS Medical Center i Little Rock en såkaldt "kategori tre masseødelæggelsesbegivenhed".

- Vi arbejder på at bekræfte eventuelle yderligere kvæstede eller døde. Mems vurderer, at mindst 600 er kommet til skade indtil videre, skriver redningstjenesten fredag eftermiddag lokal tid ifølge WUSA9.

Guvernør i Arkansas Sarah Huckabee Sanders skriver på Twitter, at hun har erklæret nødretstilstand i delstaten, ligesom at hun har indsat Nationalgarden.

Både Sanders og borgmester i Little Rock Frank Scott melder om "omfattende skader".

Ifølge WUSA9 er næsten 70.000 huse uden strøm i det centrale Arkansas, mens 54.000 huse er uden strøm i området Pulaski County.

Fredag truer kraftige storme i mindst 15 delstater i Midtvesten og det sydlige USA.

Flere end 85 millioner mennesker er omfattet af en varsling om farligt vejr, skriver nyhedsbureauet AP.

Forholdene sammenlignes med dem, der ramte delstaten Mississippi for en uge siden, og som dræbte mindst 25 mennesker.

/ritzau