Et vildt vejrfænomen har mandag ramt og skabt voldsomme ødelæggelser i en lille by i Frankrig.
Mindst én person er død, mens langt flere er sårede, efter en tornado har hærget i byen Ermont nord for Paris mandag.

Det skriver The Sun.
Mediet skriver, at dusinvis af beboerne i byen nær Paris er blevet evakueret fra deres hjem til et lokalt fitnesscenter.
De lokale myndigheder oplyser ifølge The Sun, at fire personer er kommet alvorligt til skade af vejrfænomenet, der har væltet kraner og ødelagt huse og andre bygninger i området.
1200 hjem har desuden været uden strøm, da vinden har revet flere strømkabler ned.
Den franske indenrigsminister skal ifølge mediet have sagt, at han følger situationen nøje.
Omkring 80 brandmænd, 50 politibetjente og 20 lægehjælpere er blevet indsat for at hjælpe de berørte.