Voldsom skovbrand i turistparadis: 'Står i gaderne og græder'
Der går voldsomt for sig i Kroatien, hvor flammerne hærger i Split-Dalmatien.

Der går voldsomt for sig i Kroatien, hvor flammerne hærger i Split-Dalmatien.

En voldsom skovbrand hærger i den kroatiske region Split-Dalmatien, der er et populært turistområde.
Både turister og lokale indbyggere er ifølge flere medier enten flygtet eller evakueret i løbet torsdag aften og natten til fredag, hvor der meldes om voldsomme scener.
Den norske turist Martin Rikstad befinder sig ganske tæt på hændelserne, da han og familien er blevet evakueret med båd af politiet fra et hotel små 20 minutter fra byen Omis.
»Vi så, at ansatte på hotellet havde pakket deres bagage og var på vej væk fra hotellet,« som han fortæller til VG fra byen Omis, hvor han nu befinder sig:
»Det gik meget hurtigt. Hotellet blev omringet af flammer.«
Her kan du se optagelser fra området:
Branden begyndt i Lokva Rogoznica har spredt sig hastigt mod Omis,
Der er meldinger om store ødelæggelser, både i naturen, men også på bebyggelse og på køretøjer – godt hjulpet på vej af kraftige vinde i området.
Kroatiske Index skriver, at mindst ti personer er blevet såret, mindst to i alvorlig grad.
Strømmen i Omis er gået i løbet af natten, hvor branden samtidig har bevæget sig ind i byen og er kommet tæt på.
Billeder fra området viser, hvordan bjergsider omkring byen er opslugt af flammer, mens utallige brandfolk er i aktion.
Norske Martin Rikstad fortæller til VG, at vinden i løbet af natten sendte branden helt tæt på Omis.
»Folk står i gaderne og græder. Det er meget specielt. Der blev en panisk stemning, da vinden vendte. Og det gik hurtigt, da husene begyndte at brænde,« siger han.
Mindst 1.000 personer skal være blevet evakueret.