Tirsdag aften blev en blot 13-årig dreng knivoverfaldet i den tyske grænseby Flensborg.

Siden er to personer blevet anholdt i sagen, skriver tvSyd.

I en pressemeddelelse oplyser det lokale politi, Flensburg Polizei, at der tirsdag aften ved 22.45-tiden opstod et voldeligt sammenstød mellem flere personer i byen.

En 13-årig tysk dreng blev i den forbindelse »overfaldet af mindst to mænd«, lyder det.

»Under episoden pådrog offeret sig flere stiksår og blev indlagt på hospitalet med livstruende skader,« lyder det i pressemeddelelsen.

En 43-årig mand og en 17-årig teenagedreng er siden blevet anholdt i sagen.

Der er tale om rumænske statsborgere, lyder det.

»Begge havde også skader og blev behandlet af læger,« oplyser politiet i Flensborg.

Undersøgelserne af sagen, der efterforskes som muligt drabsforsøg, er endnu i gang.