Voldsom sag i Norge: Overvågede sexarbejdere med skjult kamera
Mindst tre colombianske kvinder troede, at de var kommet til Norge for at tjene gode penge, men virkeligheden var angiveligt en anden.

Mindst tre colombianske kvinder troede, at de var kommet til Norge for at tjene gode penge, men virkeligheden var angiveligt en anden.

En voldsom retssag om menneskehandel, prostitution, kriminelle miljøer i udlandet og beskyldninger om planlægning af et mord i Colombia er tirsdag blevet indledt i Norge.
Mindst tre colombianske kvinder hævder, at de er blevet groft udnyttet i en »sårbar situation« – blandt andet på grund af manglende netværk og egne penge, da de opholdt sig i Skien i Norge, hvor de heller ikke forstod sproget.

NRK skriver, at kvinderne troede, de var kommet til Norge for at tjene gode penge, men virkeligheden var en anden.
De modtog angiveligt sjældent den løn, de var blevet lovet af de sigtede i sagen.
Samtidig siges kvinderne at være blevet filmet via et overvågningskamera, der var gemt i en papkasse med vaskemiddel, lyder det fra anklagemyndigheden i Norge ifølge NRK.
De mistænkte i sagen er en mand i 20erne og en mand i 30erne, der er sigtet for at stå bag menneskehandel med sexarbejdere fra Colombia, alfonseri og for at have beordret et mord.

De nægter sig skyldig i anklagerne.
Derudover sidder en mand og en kvinde fængslet i Colombia.
Manden i 20erne er hovedtiltalt i sagen, og han var den første for retten, da sagen begyndte tirsdag morgen.
Her erklærede han sig skyldig i medvirken til menneskehandel – men nægter at have stået bag.
»Han har hjulpet dem, men ikke udnyttet dem,« siger forsvarsadvokaten, Håkon Brækhus, til NRK.
Sagen behandles i Nedre Telemark Tingret i Norge og forventes at vare syv uger.