Ruslands præsident, Vladimir Putin, kæmper med at rekruttere nok soldater til krigen i Ukraine. 

Det vil nu føre til tortur og tvangsrekruttering af russiske soldater i stedet for dyre krigskontrakter.

Det siger den russiske eksilforsker Maria Vyushkova til The Moscow Times. 

Den russiske præsident Vladimir Putin. 
Den russiske præsident Vladimir Putin.  Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Det sker i forbindelse med, at antallet af russiske militære tab nåede et rekordhøjt niveau i 2025. 

Putins regime begyndte derfor at give løfter om høje lønninger til dem, der valgte at blive ansat i militæret – nye rekrutter har tjent over en million kroner om året for at gå i krig, skriver Dagbladet.

Men nu frygter Maria Vyushkova altså, at rekrutteringer kommer til at foregå på anden vis. 

»Virksomheder kan blive tvunget til at sende et vist antal 'frivillige' til fronten og derved presse deres medarbejdere. Samtidig kan myndighederne foretage flere ulovlige anholdelser og derefter tvinge dem til at underskrive krigskontrakter,« siger forskeren til The Moscow Times. 

For Putin mangler penge til at give de russiske soldater høje lønninger. 

Siden krigen i Ukraine begyndte i februar 2022, bliver der for første gang skåret ned i forsvarsbudgettet i Rusland. Det fremgår af en rapport udarbejdet af Forsvarets Forskningsinstitutt (FFI) i Norge.

Maria Vyushkova mener blandt andet derfor, at værnepligtige i højere grad vil blive presset til at underskrive kontrakter som professionelle soldater.

Russiske soldater i Omsk i Rusland. 
Russiske soldater i Omsk i Rusland.  Foto: Alexey Malgavko/Reuters/Ritzau Scanpix

»Værnepligt er blevet ekstremt farlig i Rusland. Blandt andet bruger de vold og tortur i jagten på nye soldater,« siger Vyushkova til Moscow Times. 

Hun peger ifølge mediet på, at en af ​​metoderne er at nægte de værnepligtige søvn, for derefter at få dem til at underskrive en kontrakt eller forfalske underskrifter.

»Nogle er blevet dræbt for at nægte at underskrive kontrakten. Jeg tror, ​​at der vil blive flere af denne type handlinger i 2026 – og de vil blive mere systematiske.«