Voldsom fransk dag venter: 70.000 betjente sendt på gaden
Både Frankrig og Italien frygter en voldsom lørdag.

Både Frankrig og Italien frygter en voldsom lørdag.

Varslede demonstrationer i Frankrig kommer til at påvirke store dele af samfundet lørdag.
Flere fodboldkampe i den bedste franske række er udsat, Paris lukker 24 metrostationer, butikker har sat skodder for vinduerne, og 70.000 betjente er sendt på gaderne i hele landet.
»Vi kommer til at være kompromisløse over for hærværksfolk og plyndrere og alle dem, der begår voldshandlinger,« har den franske indenrigsminister Laurent Nunez, sagt før demonstrationerne.
Også i Italien forbereder myndighederne sig på ballade.
Tusindvis af politibetjente og soldater patruljerer gaderne i Rom og Milano lørdag. Gadeovervågningen forstærkes af droner, der skal overvåge protesterne fra luften.
Fra Milano rapporterer public service-selskabet Rai om tilnaglede butiksvinduer og »højeste beredskabsniveau« efter sidste uges krigslignende scener.
Dengang kom demonstranter i sammenstød med politiet, luksusbutikker blev plyndret, og der blev antændt brande. Politiet reagerede med tåregas, vandkanoner og anholdelser.
Derudover udstedte regeringen et dekret, der gør »voldelig deltagelse« i en demonstration strafbar med op til fem års fængsel.
Også i blandt andet Bologna, Genova, Torino og Firenze forventes der nye protester, demonstrationer og strejker på lørdag.