Natten til søndag lød der pludselig en voldsom eksplosion ved den amerikanske ambassade i Oslo.
Et brag, der var så voldsomt, at den kunne mærkes i de nærliggende bygninger.
Det fortæller et vidne, Edvard Haugerud Kjørstad, som bor tæt på ambassaden til det norske medie Dagbladet.
»Jeg mærkede hele huset ryste og kiggede op fra vinduet. Det tog et par minutter, før politiet kom,« siger Edvard Haugerud Kjørstad til Dagbladet.
Han oplyser desuden, at han har set både politihunde, droner og politi med automatvåben ved ambassaden.
Anmeldelsen om eksplosionen løb ind hos politiet omkring klokken 01.00.
Ordensmagten ankom kort tid efter og kunne konstatere, at ambassadens konsulære indgang har fået mindre skader, men kan af hensyn til den videre efterforskning ikke komme nærmere ind på, hvad politiet ved.
Justits- og beredskabsminister Astri Aas-Hansen udtaler til nyhedsbureauet NTB, at sagen bliver taget meget alvorligt.
»Dette er en uacceptabel hændelse, som bliver set på med allerstørste alvor,« udtaler hun og tilføjer, at »politiet har orienteret om, at de efterforsker sagen med mange ressourcer«.
Eksplosionen nær USA's ambassade i Norges hovedstad sker på et tidspunkt, hvor USA sammen med Israel har indledt en krig mod Iran.
I sidste weekend påbegyndte de to lande en militæroperation i Iran. Det skete ifølge USA's præsident, Donald Trump, for at forhindre Iran i at blive en militær atommagt.
Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, var blandt de første, der blev meldt dræbt.
Iran har svaret igen ved at angribe amerikanske militærbaser i Mellemøsten.

