En voldsom græsbrand er torsdag brudt ud i England. 

Branden startede ved eftermiddagstid nær en golfbane og har siden spredt sig til et boligområde. 

Det skriver Sky News

I skrivende stund står mindst seks huse i brand. Tre brandmænd og et barn er blevet behandlet på hospitalet som følge af branden, mens seks andre personer er blevet behandlet for røgforgiftning.

På billeder og videoer derfra kan man se, hvordan to huse er dækket af flammer, men andre billeder viser en voldsom røg fra området. 

Brandvæsenet blev tilkaldt klokken 13.30 torsdag, og nu er omkring 60 brandmænd og 12 brandbiler i gang med at slukke branden.

Men branden er endnu ikke blevet slukket.

Richard Parker, der er borgmester i West Midlands, fortæller til mediet, at det er en »ekstremt bekymrende og hurtigt udviklende situation«.

Videre understreger han, at »han er bekymret for familier, der er blevet bedt om at evakuere deres hjem«, men at »sikkerheden kommer først«.

Sky News har også talt med en beboer, der fortæller, at det »har været svært at trække vejret«. Han tilføjer, at »han er bekymret for sin ejendom, men at han er klar til at flygte, hvis det bliver nødvendigt«.

Beboerne er blevet bedt om at holde døre og vinduer lukkede.