En mand, der ene og alene forsøgte at svømme over den engelske kanal fra Dover til Calais, er blevet reddet – efter en eftersøgning, der varede i otte timer.
Aktionen blev sat i gang efter et opkald til den engelske kystvagt fra en ven til svømmeren mandag, skriver BBC.
Der blev både sendt helikoptere i luften, og redningsbåde kom i vandet – og til sidst fandt de manden kun 500 meter fra kysten i Dover.
Han blev bragt i land, og han blev beskrevet som værende 'kold og træt'.

Ikke underligt efter at have tilbragt otte timer med at komme 500 meter fra land.
Redningsoperationen begyndte lige over middag mandag.
En talsmand for kystvagten sagde til BBC:
»Omkring middag i dag modtog kystvagten et opkald fra et mand med informationen om, at hans ven var på vej – uden ledsagelse – at svømme til Calais fra Dover.«
Kystvagten sendte to redningshold, to redningsbåde og to redningshelikoptere af sted og bad bådene i området om at holde udkig.
»Svømmeren blev set kort før klokken otte om aftenen af et skib. Han var på det tidspunkt kun 500 meter fra Dover, og han blev taget ombord på en af vore redningsbåde.«
»Han var kold og træt, men ellers i fin form.«

