Vildt tilbud: Donald Trump vil give Dana White jobbet som pressesekretær
'Dana, tag venligst jobbet!', skriver præsidenten på Truth Social

'Dana, tag venligst jobbet!', skriver præsidenten på Truth Social

Han er verdenskendt som præsident for kampsportsgiganten Ultimate Fighting Championship (UFC) – men nu kan Dana White skrive en opsigtsvækkende jobtitel på cv'et.
USA's præsident, Donald Trump, har nemlig tilbudt UFC-bossen det prestigefyldte job som officiel pressesekretær i Det Hvide Hus.
Det afslører præsidenten selv i et opslag på sit sociale medie, Truth Social:
'Det glæder mig at kunne meddele, at den store Dana White – en hårdtslående fighter og kriger – er blevet tilbudt jobbet som pressesekretær for Det Hvide Hus,' lyder det direkte i opslaget.
Præsidenten joker endda åbenlyst med, at Dana White har grønt lys til at hive en hær af sine hårdtslående MMA-kæmpere med ind i magtens centrum som assistenter – også selvom flere af dem ikke er amerikanske statsborgere.
Formålet er, at de skal forsvare administrationen mod den 'vanvittige venstrefløj', fastslår Donald Trump:
'Jeg har bedt ham tage assistenter med sig, selvom nogle af dem ikke er fra vores land, herunder Islam Makhatsjev, Khabib Nurmagomedov, Justin Gaethje, Daniel Cormier, Amanda Nunes og Kayla Harrison. Vi har brug for disse folk til at forsvare os mod den vanvittige venstrefløj,' skriver præsidenten og trygler nærmest UFC-chefen:
'Dana vil blive en pressesekretær som ingen anden. Dana, tag venligst jobbet! Præsident Donald J. Trump.'
Den indflydelsesrige post som pressesekretær i Det Hvide Hus står ledig, efter at den tidligere pressesekretær blev fyret efter blot få dage på posten.