En tysk mand fik sig noget af en overraskelse, da han onsdag eftermiddag slikkede sol ved søen Teufelssee i udkanten af Berlin.

Et vildsvin valgte nemlig at løbe afsted med en gul pose, hvor mandens computer lå i, og uden en trevl på kroppen satte manden i fuldt firspring efter computer og svin.

Hele optrinnet blev fanget af en kvinde ved navn Adele Landauer, som altså nåede at tage billeder af jagten.

Flere medier har siden beskrevet det sjove optrin, herunder Bild og BBC.

Her ses den nøgne mand på sin jagt.
Her ses den nøgne mand på sin jagt. Foto: ADELE LANDAUER
Vis mere

Fotografen har blandt andet delt billederne på sin Facebook-profil og skrevet følgende:

'Når naturen giver igen,' og tilføjer at manden grinede lidt af det hele.

'Han gav alt, hvad han havde i sig, for at fange vildsvinet. Jeg viste ham billederne efterfølgende, og han grinede og gav mig lov til, at dele billederne med offentligheden.'

Hun skriver videre, at der var mange nøgne solbadere på stedet, og at vildsvinet med sine unger dukkede op, mens manden var ude at bade.

Først spiste de frække grise pizza fra mandens rygsæk, men pludselig fangede den gule pose altså dyrenes interesse.

Og afsted gik det - med den nøgne mand lige i hælene.

Ifølge Adele Landauer lykkedes det manden at få fat i posen, og alle folk klappede, da han vendte tilbage fra sin jagt med posen i hånden.