Vildfarne OpenAI-modeller bliver mål for efterforskning i USA
Alabama har bedt OpenAI om dokumenter og oplysninger, efter at AI-modeller i juli slap løs fra testmiljø.

Alabama har bedt OpenAI om dokumenter og oplysninger, efter at AI-modeller i juli slap løs fra testmiljø.

AI-virksomheden OpenAI, der står bag sprogmodellen ChatGPT, er blevet genstand for en efterforskning i den amerikanske delstat Alabama.
Det sker, efter at selskabet i sidste måned afslørede, at modeller fra OpenAI var sluppet løs under en sikkerhedstest og havde hacket sig ind i en AI-platform.
Det fremgår af en udtalelse fra Alabamas rigsadvokatkontor, skriver nyhedsbureauet AFP.
I midten af juli slap to OpenAI-modeller løs fra selskabets kontrollerede testmiljø og fik adgang til internettet. Det førte til, at de hackede sig ind i AI-virksomheden Hugging Face.
Hugging Face bruges af udviklere af kunstig intelligens til at gemme og dele deres modeller og datasæt.
Hændelsen har vakt bekymring over farerne ved AI-systemer, der handler autonomt og bryder de sikkerhedsforanstaltninger, som programmører har indført for at forhindre sikkerhedsbrud.
Alabamas rigsadvokat Steve Marshalls kontor har i en 14 sider lang kendelse opstillet flere krav til OpenAI i forbindelse med efterforskningen.
Her lyder det, at OpenAI skal udlevere dets interne dokumenter om hændelsen i juli.
Selskabet skal også udlevere en lang række andre oplysninger, herunder identiteten på alle medarbejdere, der var involveret i modellernes indtrængen eller var involveret i den test, der førte til hændelsen.
Undersøgelsen er iværksat som følge af "selskabets fuldstændige mangel på tilsyn og tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger", lyder det i udtalelsen fra Marshalls kontor.
Ifølge AFP er der tale om den første kendte undersøgelse på delstatsniveau af, om et AI-systems angreb på en anden virksomheds infrastruktur udgør en overtrædelse af forbrugerbeskyttelseslovgivningen.
Hvis det bliver konklusionen, kan det medføre omfattende retssager over hele USA for selskabet, skriver nyhedsbureauet.
Den 3. august skrev Alabama og 14 andre delstater til OpenAI's topchef, Sam Altman. Her bad de om, at selskabet bevarer dokumenter om hændelsen. Det lød også, at det skal indstille alle interne sikkerhedstests af dets modeller.
OpenAI har ikke reageret på henvendelsen, siger en talsperson for Alabamas rigsadvokatkontor til AFP.
RITZAU