På kort tid er han blevet en reel magtfaktor i amerikansk politik med et tæt forhold til den kommende præsident, Donald Trump.

Men Elon Musk er langt fra færdig med at påvirke politik i Vesten med sine mange millioner på bankbogen og følgere på X. Nu er blikket rettet mod Europa. Og det kan ændre kontinentet for altid.

På bare få uger har verdens rigeste mand skabt røre i to af Europas største lande.

Mere specifikt har Elon Musk gennem snart flere uger hyldet det yderligtgående tyske højrefløjsparti Alternativ für Deutschland (AfD), det indvandringskritiske Reform UK i Storbritannien og råbt på løsladelse af den fængslede britiske nationalist Tommy Robinson.

Samtidig har han angrebet den britiske premierminister Keir Starmer, udtalt hård kritik af den tyske kansler Olaf Scholz, udtrykt at en britisk minister bør fængsles og kaldt en tidligere tysk minister for en »forræder.«

Samtidig har Musk igen og igen angrebet EU-systemet, som han ikke mener er demokratisk, men bureaukratisk.

De mange hårde angreb – hvor af flere er løst funderet i sandheden – har fået både Tyskland og Storbritannien på den anden ende.

Men hvad er det, Elon Musk forsøger at opnå?

Elon Musks indtog i amerikansk politik har været en stor succes. Nu forsøger han sig med europæisk politik.
Elon Musks indtog i amerikansk politik har været en stor succes. Nu forsøger han sig med europæisk politik. Allison Robbert/Reuters/Ritzau Scanpix

Det har B.T. spurgt professor ved CBS Poul Fritz Kjær om. Han er ekspert i europæisk politik og følger Musks stigende interesse for Europa.

»Elon Musk lavede et gamble med sin støtte til Donald Trump, som virkede, og nu har han enorm magt i USA. Og nu ser det ud til, han forsøger det samme med Europa,« siger Poul Fritz Kjær.

Han mener, at man ikke kan adskille Elon Musks politiske ambitioner fra hans forretninger.

Musk er som bekendt ejer af elbilgiganten Tesla. Her har han specifikke ønsker, når det kommer til statsstøtte og regulering, hvor han kan komme i problemer med eksempelvis de venstreorienterede regeringer i Tysland og England.

Den britiske premierminister Keir Starmer er en af dem, som Elon Musk er gået til angreb på gennem den seneste tid.
Den britiske premierminister Keir Starmer er en af dem, som Elon Musk er gået til angreb på gennem den seneste tid. Leon Neal/AP/Ritzau Scanpix

Han ejer også det sociale medie X. Og her er EU samt en række europæiske lande en hindring i forhold til gdpr og andre regler om databeskyttelse, forklarer Poul Fritz Kjær.

Også når det kommer til Elon Musks satellitforretning Starlink, har EU besluttet sig for at tilkøbe sit eget alternativ og er på den måde en direkte konkurrent til Musk.

Og her passer det bare bedre for Elon Musk at støtte partier på højrefløjen.

»Elon Musks forretninger går bedre i spænd med det, en række partier på højrefløjen i Europa ønsker om mindre stat, mindre bureaukrati og mindre regulering,« siger Poul Fritz Kjær.

Også den tyske kansler Olaf Scholz har fået Elon Musks kærlighed at føle.
Også den tyske kansler Olaf Scholz har fået Elon Musks kærlighed at føle. Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix

»Hvor det ikke passer helt er Musks tanker om globalisering og kapitalisme. Så på den måde er det også en lidt underlig alliance,« uddyber han

Poul Fritz Kjær tror dog heller ikke på, at forretninger styrer alt, når det kommer til Elon Musks interesse i Europa.

»Når han nu flere steder støtter ekstremt højreorienterede partier, så tyder det på, at det også er der, hans hjerte er,« siger han.