Hun måtte flygte midt om natten.

Sangeren Cher blev fanget i de voldsomme flammer, der hærger i skovene i Malbu i det sydlige Californien.

Det skriver The New York Times.

Brandene har på grund af den kraftige vind bredt sig til strandene i Malibu, hvor mange stjerner har hjemme.

Se video af den voldsomme brand her

Chers pressemedarbejder siger til The New York Times, at sangeren er blevet evakueret til et hotel sammen med sine husdyr, da hendes luksusbolig var i fare for at gå op i flammer.

Også den 98-årige skuespiller Dick Van Dyke og hans kone er blevet evakueret.

På X skriver Oscar-vinderen, Mira Sorvino:

'Til alle mine venner og naboer i Malibu. Jeg håber, at I alle er kommet i sikkerhed. Vi blev evakueret midt om natten. Skræmmende tider!«

Skovbrande er langt fra ualmindelige i Californien.

I 2018 lagde en ødelæggende brand ved Malibu store områder i aske. Branden ødelagde over 1.500 hjem – herunder adskillige kendisvillaer.

Blandt de ramte stjerner var popstjernen Miley Cyrus og skuespilleren Gerrard Butler, hvis luksusboliger brændte helt ned. 

Mere end 700 brandfolk er indsat for at bekæmpe ilden.

Indtil videre har der ikke været meldinger om døde eller sårede.