Vilde meldinger fra Nordkorea: Et attentat kan udløse en atomkrig
Hvis Kim Jong-un bliver dræbt, skal atomknappen trykkes automatisk.

Hvis Kim Jong-un bliver dræbt, skal atomknappen trykkes automatisk.

Nordkorea har foretaget en opsigtsvækkende ændring af landets forfatning.
Hvis landets leder, Kim Jong-un, bliver sat ud af spillet eller udsat for et attentat, skal det udløse et automatisk atommodsvar.
Ændringen kommer efter de amerikansk-israelske angreb tidligere i år, hvor Irans øverste leder, Ali Khamenei, blev dræbt i slutningen af februar.
Det skriver The Telegraph.
Kim Jong-un er som Nordkoreas øverste leder også øverstkommanderende for landets atomstyrker. Nu er artikel 3 i landets atompolitik blevet ændret.
»Hvis kommando- og kontrolsystemet over statens atomstyrker bringes i fare af fjendtlige styrkers angreb, skal et atomangreb iværksættes automatisk og øjeblikkeligt,« lyder ændringen ifølge mediet.
Forfatningsændringen blev vedtaget tidligere på året, men blev først offentliggjort i sidste uge i en briefing fra Sydkoreas efterretningstjeneste til regeringsmedlemmer.
Ifølge rapporten Nuclear Notebook 2024, der regnes blandt de mest præcise opgørelser over verdens atomarsenaler, vurderes Nordkorea at råde over flere dusin atomsprænghoveder.