Selve indtrængningen i det venezuelanske præsidentpalads varede mindre end 30 minutter.

Men forberedelserne fandt sted hen over adskillige måneder.

»Vi tænker, vi udvikler, vi træner, vi øver, vi debriefer, vi øver igen. Og igen,« som den amerikanske forsvarschef, Dan Caine, efterfølgende har slået fast ifølge nyhedsbureauet AP:

»Ikke for at gøre det på den rigtige måde – men for at sikre, at vi ikke gør det på den forkerte måde.«

For intet har været overladt til tilfældighederne ved nålestiksaktionen 'Absolute Resolve', hvor amerikanske soldater lørdag gik ind i Venezuela og tog landets præsident, Nicolás Maduro, til fange.

Der dukkede hurtigt optagelser op af den amerikanske operation i Caracas:

De amerikanske elitesoldaterne havde således på forhånd brugt flere måneder på at forberede sig, som forsvarschef Dan Caine har forklaret.

Blandt andet er det sket i en tro kopi af den venezuelanske præsidents hjem, hvor der også er blevet trænet med »store« skærebrændere.

Hvis nu Nicolás Maduro og hustruen skulle nå at gemme sig i boligens topsikrede og armerede beskyttelsesrum.

Det blev ikke nødvendigt.

»Han nåede ikke at få det lukket,« som den amerikanske præsident Donald Trump har forklaret. 

»De blev overmandet så hurtigt, at han ikke kunne nå det.«

En kilde fortæller videre til nyhedsbureauet Reuters, at efterretningstjenesten CIA i august skulle have haft et lille hold inde i Venezuela for at blive klogere på Nicolás Maduros daglige rutiner.

Hvilket skulle have gjort pågribelsen uproblematisk, siger en kilde.

Nicolas Maduro (med sort hue) ved ankomsten til USA.
Nicolas Maduro (med sort hue) ved ankomsten til USA. Foto: Rapidresponse47/Reuters/Ritzau Scanpix

To andre kilder fortæller til samme medie, at CIA skulle have haft en person tæt på den venezuelanske præsident. Derfor havde man fra amerikansk side kendskab til hans bevægelsesmønstre og præcise opholdssted.

Allerede fra begyndelsen af december var aktionsstyrkerne »klar« til at blive sat ind.

Donald Trump vendte dog først tommeltotten op for mission 'Absolute Resolve' for fem dage siden, men der var en grund til, at den først blev ført ud i livet lørdag.

Først her var vejforholdene således optimale, da et kraftigt skydække begyndte at bryde op.

Donald Trump (th.) fulgte med i missionen sammen med blandt andre krigsminister Pete Hegseth (tv.), FBI-direktør John Ratcliffe og udenrigsminister Marco Rubio (i midten).
Donald Trump (th.) fulgte med i missionen sammen med blandt andre krigsminister Pete Hegseth (tv.), FBI-direktør John Ratcliffe og udenrigsminister Marco Rubio (i midten). Foto: Truth Social

Kl. 4.46 lørdag morgen (dansk tid) gav Donald Trump så sin endelige godkendelse.

Vejret klarede lige akkurat nok op til at bane en vej, som kun de »dygtigste piloter i verden kunne komme igennem«, som forsvarschef Dan Caine har forklaret.

I alt blev der brugt 150 fly under aktionen. De blev sendt afsted fra 20 forskellige baser.

Cirka kl. 7 ankom de amerikanske styrker til præsidentpaladset.

Der blev også efterfølgende holdt en pressekonference.
Der blev også efterfølgende holdt en pressekonference. Foto: Joe Raedle/AFP/Ritzau Scanpix

Fra resortet Mar-a-Lago i Florida fulgte Donald Trump med via et livestream sammen med også udenrigsminister Marco Rubio og krigsminister Pete Hegseth.

Her kunne de altså se Nicolás Maduro blive pågrebet sammen med hustru Cilia Flores. De overgav sig hurtigt.

Kl. 9.20 var en helikopter igen i luften med dem begge ombord på vej mod et amerikanske krigsskib.

Kl. 10.21 kunne den amerikanske præsident så på det sociale medie Truth Social bekræfte, hvad der var sket:

»USA har med succes foretaget et stort angreb mod Venezuela og dets leder, Nicolás Maduro, der sammen med sin hustru er blevet taget til fange og fløjet ud af landet.«

Efterfølgende har den amerikanske præsident holdt en pressekonference, hvor der fremgik, at USA vil lede landet i en overgangsfase. 

Det vides endnu ikke helt, hvad det dækker over.