Allerede før stormen Elsa meldte sin ankomst, var New York City ved at drukne i regnvand.
På undergrundsbanens mange stationer stod rejsende torsdag aften lokal tid i vand til knæene, og på vejene måtte biler og fodgængere kæmpe sig frem.
Samtidig advarede National Weather Service – det amerikanske svar på DMI – mod torden og massive nedbørsmængder.
Nogle steder i byen faldt op mod 15 centimeter regn indenfor ganske kort tid.

Flere steder måtte undergrundstrafikken desuden afbrydes i nogle timer.
Og det var altså, før den ødelæggende storm Elsa med en vindstyrke på op mod 80 kilometer i timen overhovedet var nået til byen.
Elsa er så småt ved at have passeret Tristate-området – New York, New Jersey og Connecticut – og allerede nu er den blå himmel så småt begyndt af titte frem over nogle af delstaterne.
Men stormens passeren er stadig tydelig at se i bybillederne.

Væltede træer, afrevne tage og ødelagte elkabler er blot nogle af de skader, der er opstået i forbindelse med stormen, der flere steder havde tornadoer som følgeskab.
Sidste fredag blev Elsa registreret som den første orkan i sæsonen i Atlanterhavet, men allerede dagen efter blev den nedgraderet til at være en tropisk storm. Den er således sæsonens femte navngivne storm.
Hidtil har den skabt store ødelæggelser og krævet flere menneskeliv i Cuba, som den ramte tirsdag.
Nu er den på vej nordpå ad den amerikanske østkyst.